Double strike

Som jeg efterhånden har nævnt et par gange bor vi et lille guesthouse, som vi deler med en del. Lægerne kommer her og spiser, dem der laver te/mad til hospitalet forbereder nogle ting her, der er til tider andre gæster og så er der folkene fra Batwa Development Project. Deres kontor ligger i forlængelse af vores hus, men de bruger flittigt huset, terrassen, pavillionen og toilettet... Faktisk har vi haft en del diskussioner om hvad det egentlig er de går og laver, for vi ser dem aldrig gøre andet end at sidde og holde møder. Det er en evig kilde til irritation at der altid sidder en 8-12 ugandere spredt ud over det hele når man mest af alting har lyst til at spise sin frokost i fred og ro. De er dog alle sammen meget søde og meget sociale.

Der blev lavet ild på spejdermanér

En af de ældste

For et par dage siden var der så en af dem der spurgte Amanda om vi mon havde lyst til at komme med dem op til Batwa community centeret hvor der skulle være bueskydnings konkurrence. De manglede nemlig nogle Mzunguer de kunne konkurrere mod. Vi har længe ville besøge centeret som ligger et stykke oppe af et af de omkringliggende bjerge, så imorges troppede vi villigt op iført et tykt lag solcreme (selvfølgelig står solen højt på himlen på en tirsdag og det regner altid søndag når vi har fri) og vores trekkingstøvler. Det var en noget blandet skare der skulle med, da det viste sig at det var alle medarbejderne og de er ikke alle lige fitte hvis vi skal sige det pænt.

Børnene fandt os mere interessante
end guden

En af deres mere uhyggelige
guder kom forbi

Afsted kom vi og et lille stykke op af bjerget på grænsen til batwaernes land (Dr scott grundliggeren af projectet og hospitalet har købt en del land til Batwaerne da deres eget blev taget fra dem og lavet til nationalpark) blev vi mødt af 6 ældre batwaer klædt i oprindeligt tøj. De skulle følge os op af bjerget samtidig med at de fortalte om deres kultur og historie, vel og mærke på Luchika, så der blev tolket for at vi kunne være med. Vi havde ikke regnet med at vi sådan skulle præsenteres for hele den tur som turister normalt er på når de besøger centeret (og som de betaler en del for), men det blev vi. Vi fik også, før vi kom for langt op, fortalt hvordan vi skulle forholde os til de forskellige dyr vi kunne risikere at støde på, heriblandt vilde gorillaer. Altså gorillaer der ikke er medlem af de familier man normalt trekker i skoven og som derfor ikke er vandt til mennesker. På vej op af bjerget var der da også mange tydelige spor efter gorillaer. Store nedtrampede områder og andre efterladenskaber. Halvvejs oppe kunne vi også høre dem og se budskabet bevæge sig. Jeg fik set ryggen af to store dyr og en anden spisende, men dog kun på afstand.

Vaskeægte bekymring

Batwa dreng

Da vi endelig nåede frem var vi godt svedige for solen havde skinnet uafbrudt. Vi blev budt på sang, dans og historiefortælling. Fik vist deres forskellige huse og hvordan de jagede med fælder, spyd, bue og pil. Så blev der sat frokost på bordet og der var blevet slagtet en ged i dagens anledning. Så vi fik også lært at spise matoke og ged med fingrene ligesom de lokale gør og os som bare troede vi skulle op og skyde med bue og pil. Det blev da også det næste, og sidste, på programmet. Batwaerne tog det meget seriøst, med stenansigter og tænksomhed over valg af både bue og pile. Man fik tre pile og så gjaldt det om at ramme en træ udskåret daika (en blanding mellem en ged og et rådyr tror vi) flest gange eller komme tættest på. Der blev hujet, grinet og buet til den store guldmedalje. Vi var nu ikke særlig overbevisende i vores præstationer, men det lykkedes da mig at få et halvt point (3 var max og vinderen fik 2 så det var rimeligt...). Det var en unik oplevelse og den mindst turistede måde at opleve noget meget turistet på. Og tænk så engang, da vi gik ned igen fik vi øje på en enorm silverback. Igen på afstand, men helt ærligt, hvad er chancen...

Hvor heldig har man lov at være

På sporet af gorillaerne

Indtil videre har vi kun været på én større tur væk fra hospitalet til en meget smuk sø i den sydlige del af landet, hvor vi fik mulighed for at mærke hvordan det føles at være turister = rige muzunguer i afrika. Vi har ikke været på safari endnu, men gemmer det til vores videre rejse rundt, og til vi får gæster i midten april. En ting der dog har været meget snak og debatteren omkring er de famøse bjerggorillaer. Den eneste population af bjerggorillaer i verden lever nemlig lige her hvor vi bor. Der er omkring 700 fordelt på en masse mindre familier. Halvdelen bor her i bwindi og resten i Rwanda og tildels Congo, hvis de får lyst til at tage over grænsen. Som en enestående oplevelse kan man få lov at trekke igennem junglen indtil gorillaer og være sammen med dem en times tid. Dette er selvsagt noget vi meget gerne ville opleve, men desværre koster turen alene 500$, hvilket ikke ligefrem er småpenge...

Og hvor er så gorillaerne

Vi havde fået at vide at det var muligt at købe tilladelser (kun 8 personer må besøge hver familie om dagen så der kræves forbookede tilladelser)  til halvpris når folk ikke mødte op mm. I øjeblikket er det lav sæson og kun en håndfuld turister er her hver dag, så man skulle tror at det var muligt at få noget rabat, men nej. Kun tillladelser der allerede er blevet solgt kan sælges igen til billigere penge. Vores logik siger os at 250$ er bedre end ingen penge, men der er uganderne uenige. Heraf den meget snak om gorillaer og hvad vi så skulle gøre.

Lille våd gorilla

De sidste par dage har der boet et par canadiere og en amerikaner i vores guesthouse og to af dem bestemte sig for at betale den fulde pris og gå op og se gorillaer. Da vi gik til frokost kom de tilbage og kunne fortælle at en af gorillafamilierne var gået uden for parken og om formiddagen havde været ved en af lodgene. På trods af regn bestemte vi os for at det var værd at tage op og se om de stadig var der.  Lodgen har anlagt en mindre gåtur langs floden, hvor vi havde fået at vide at gorillaerne var blevet set, så vi aftalte med personalet at vi ville gå en lille tur og så komme op og få drinks. Vi tog vores tid og så da også flere tegn på at gorillaerne havde været der, men ingen gorillaer:( Så efter en times tid satte vi os op og fik forbløffende billige drinks, efter at vi havde sagt at vi betalte med shillings, ikke dollars. 

Mor og barn

Vi ventede til regnen holdte op og bestemte os så for at gå den lille tur igen for motionens skyld. Netop som vi snakkede om hvor ærgerligt det dog var at vi var gået glip af gorillaerne fik vi øje på den første lille sorte pelsklump der hang ned fra et træ i det fjerne. Vores hjerter begyndte at banke og adrenalinen pumpede rundt da vi begyndte at ane raslen i buskadset, knækkende grene og sorte skikkelser. Og pludselig gik først den ene og herefter resten af den mindst 15 stk store familie lige ud foran os. Som en af de første kom den (virkelig) store silverback ud alt for tæt på os, hvilket fik os til at rykke meget tæt sammen og bakke et par meter. Den næste lille times tid tilbragte vi, alene, omringet af gorillaer, som dog tydeligvis var vandt til opmærksomheden. Enkelte strøg helt tæt forbi os, andre betragtede os imens de kørte den ene omgang blade ind efter den anden. En helt unik naturoplevelse som ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har prøvet. Den endte dog da dyrene fortsatte ind i lidt mindre venligt krat, men det var heldigt nok, da jeg ellers ikke tror vi ville have forladt dem.

Vi er stadig helt høje for ikke at sige ekstatiske efter oplevelsen og kan slet ikke forstå at det virkelig skete, og oven i det kommer så at vi slet ikke skulle betale for det... Hvor heldig har man dog lov at være...

Gorillaer er ikke glade for regn

Find en gorilla

Kærlighed ved første blik

En helt almindelig dag

Adult ward

Har indtil videre mest fortalt omkring diverse ture, så nu er det vidst ved at være tid til at fortælle om hospitalet og vores dagligdag her…

Vi står op omkring 07.15 gør os klar og forbereder den ene del af vores morgen mad, inkl vand til kaffen. Det skal her nævnes at den kok der er ansat til at lave mad til os også skal stå for morgenmaden. Problemet er at han er et klart B mennesker der på ingen måde kan se fordele i at stå tidligt op og lave mad til os, så de første par uger, for ikke at sige stadigvæk, har vi haft en lille kamp kørende. Da vi ankom hintede han at de piger der var her før os lavede deres egen omelet, men det har vi pænt valgt at ignorere. Vi har derfor troligt hver morgen drukket kaffe og spist brød når han ankom et kvarter før vi skulle møde, hvorefter det første vi sagde var hvordan vi ville have vores æg. Vores udholdenhed og nogle andre klager har forårsaget at vi for det meste har hele vores morgenmad kl 07.45 og derfor lige kan nå ned til starten af morgensamlingen uden at løbe afsted.

Det er svært at argumentere mod!

Hospitalets personale og diverse patienter og pårørende mødes kl 08.00 til fællessang. Med fællessang er det ikke som derhjemme med en fin salme, nej det er rigtig musik med trommespil, klappen og til tider dans:) Sangen tilbeder stadig gud, jesus mfl, men det er nemt at ignorere når man ikke forstår Lukiga. Her skal det nævnes at i vores lille del af Uganda taler de ikke swahili som vi håbede og vores bøger til selvstudie af sproget har vist sig værdiløse.  Der tales som sagt Lukiga et niche sprog der kun tales i dette område og f.eks ikke forstås i Kampala. Vi forsøger at lære en smule, men vi kommer ikke til selv at kommunikere med patienterne medmindre de snakker engelsk, som jo faktisk er det officielle sprog.

Ventende patient

Når men tilbage til morgensamlingen. Efter sangen går vi over til den noget mindre interessante tilbedning af gud, bibelhistorier, jesus, simpelthen alt med kristendom at gøre.  I mens vi har været her er denne del af samlingen langsomt blevet længere og længere. Til at starte med snakkede vi om, om vi mon syntes det ville være mere spændende hvis det foregik på engelsk, hvad det ikke gør så ofte, men der gik ikke mange dage før vi også prøvede det og nej, det var bestemt ikke bedre. Det værste er at de ligesom opildner hinanden, så historierne bliver længere og længere og mere og mere frelste. Heldigvis er det ikke alle her der er lige religiøse. Specielt de to yngre læger som vi har mest med at gøre har ikke meget til overs for religion, men også mange andre praksis’er er fleste andre ugandere følger. På mange måder er de meget vestlige i deres måde og tænke på, og så alligevel ikke helt. Har ihvertfald haft en noget ophedet diskution med den ene omkring adopterede vs biologiske børn, men også mænd og bleskift, som han sjov nok ikke synes var noget for ham. Meget interesant...

Ventende patient

Ventende patient

Efter morgenbønnen, hvis man kan kalde den det, er det tid til communications. Er der sket noget specielt eller er der nogen der skal på outreach, er det her man får besked. Efter morgensamlingen hilser man på hinanden og alt afhængig af dagen er der undervisning, gennemgang af guidelines, departemental meating eller lign indtil 09.30-10.00. Dette er som oftest dødens pølse. Alting bliver mumlet og ting bliver penslet ud som man ville forvente at uddannede folk vidste. Oftest skændes de om petitesser i timevis og bliver enige om at fortsætte i næste uge når tiden er brugt. Det forventes dog at vi er der som del af det kliniske personale, men vi er begyndt at tage lærerbøger med og kan så opfriske lidt teori. 

Bagefter plejer vi at nyde solen et øjeblik før vi går over på vores respektive afdelinger for, forhåbentlig, at komme igang med stuegang. Der er dog te imellem 10.30-11.30, hvilket er det første måltid de fleste af uganderne får, så vi er sikre på at blive afbrudt, hvis altså vi er kommet i gang. Der er mærkeligt nok altid tusind ting der lige skal gøres samtidig med stuegang, men så læser man journalerne igennem eller lign. Typisk gås der stuegang til 13.00-13.30, hvor det så er blevet tid til frokost. Allerede her kan man jo godt se at det er begrænset hvad der bliver lavet i løbet af formiddagen. 

Ventende patient

Torsdag i OPDen

Mange af uganderne har en lidt lad attitude og er der ting der skal gøres skal man sørge for at sige det flere gange og helst med lidt styrke bag ordene. Tingene skal nok blive gjort på et tidspunkt, men ikke nødvendigvis af den man beder om det og det ved de. Hvis bare de venter længe nok er der nok en anden der gør det. Her må jeg hellere lige indskyde at sygeplejerskens  job ikke har noget med pleje at gøre, det har man familie til. Familien sørger for al hygiejne, mad til patienten, skift af sengetøj mm. Og har du ingen familie er det bare ærgerligt. Så er du nemlig ikke sikker på at få mad. Sygeplersken sørger for medicin og hvis man er heldig bliver værdierne også taget, ihvertfald hvis man beder om det flere gange. Nogle er helt sikkert værre end andre, men patienternes personlig pleje er ikke noget der står i jobbeskrivelsen.  Alt afhængig af hvem der er på vagt går vi stuegang med en af lægerne eller alene. På marked dage går vi i OPDen som er en blanding af skadestue og alm. praksis, da det er på disse dage der er flest patienter da de faktisk kan komme til hospitalet. Om fredagen er der planlagte operationer, mest hernier og om lørdagen grand rounds hvor alt klinisk personale går stuegang på de patienter man ikke helt kan finde ud af. Vi kan få lov til det meste, men det kræver ofte at man er der når der sker noget og det er ikke så tit man faktisk er det. Vi har dog planer om at gøre dem endnu mere opmærksomme på havd det egentlig er vi synes er interessant. Det var bare en hurtig gennemgang af vores hverdag. Så må jeg gå lidt mere i detaljer en anden gang...