Double strike

Som jeg efterhånden har nævnt et par gange bor vi et lille guesthouse, som vi deler med en del. Lægerne kommer her og spiser, dem der laver te/mad til hospitalet forbereder nogle ting her, der er til tider andre gæster og så er der folkene fra Batwa Development Project. Deres kontor ligger i forlængelse af vores hus, men de bruger flittigt huset, terrassen, pavillionen og toilettet... Faktisk har vi haft en del diskussioner om hvad det egentlig er de går og laver, for vi ser dem aldrig gøre andet end at sidde og holde møder. Det er en evig kilde til irritation at der altid sidder en 8-12 ugandere spredt ud over det hele når man mest af alting har lyst til at spise sin frokost i fred og ro. De er dog alle sammen meget søde og meget sociale.

Der blev lavet ild på spejdermanér

En af de ældste

For et par dage siden var der så en af dem der spurgte Amanda om vi mon havde lyst til at komme med dem op til Batwa community centeret hvor der skulle være bueskydnings konkurrence. De manglede nemlig nogle Mzunguer de kunne konkurrere mod. Vi har længe ville besøge centeret som ligger et stykke oppe af et af de omkringliggende bjerge, så imorges troppede vi villigt op iført et tykt lag solcreme (selvfølgelig står solen højt på himlen på en tirsdag og det regner altid søndag når vi har fri) og vores trekkingstøvler. Det var en noget blandet skare der skulle med, da det viste sig at det var alle medarbejderne og de er ikke alle lige fitte hvis vi skal sige det pænt.

Børnene fandt os mere interessante
end guden

En af deres mere uhyggelige
guder kom forbi

Afsted kom vi og et lille stykke op af bjerget på grænsen til batwaernes land (Dr scott grundliggeren af projectet og hospitalet har købt en del land til Batwaerne da deres eget blev taget fra dem og lavet til nationalpark) blev vi mødt af 6 ældre batwaer klædt i oprindeligt tøj. De skulle følge os op af bjerget samtidig med at de fortalte om deres kultur og historie, vel og mærke på Luchika, så der blev tolket for at vi kunne være med. Vi havde ikke regnet med at vi sådan skulle præsenteres for hele den tur som turister normalt er på når de besøger centeret (og som de betaler en del for), men det blev vi. Vi fik også, før vi kom for langt op, fortalt hvordan vi skulle forholde os til de forskellige dyr vi kunne risikere at støde på, heriblandt vilde gorillaer. Altså gorillaer der ikke er medlem af de familier man normalt trekker i skoven og som derfor ikke er vandt til mennesker. På vej op af bjerget var der da også mange tydelige spor efter gorillaer. Store nedtrampede områder og andre efterladenskaber. Halvvejs oppe kunne vi også høre dem og se budskabet bevæge sig. Jeg fik set ryggen af to store dyr og en anden spisende, men dog kun på afstand.

Vaskeægte bekymring

Batwa dreng

Da vi endelig nåede frem var vi godt svedige for solen havde skinnet uafbrudt. Vi blev budt på sang, dans og historiefortælling. Fik vist deres forskellige huse og hvordan de jagede med fælder, spyd, bue og pil. Så blev der sat frokost på bordet og der var blevet slagtet en ged i dagens anledning. Så vi fik også lært at spise matoke og ged med fingrene ligesom de lokale gør og os som bare troede vi skulle op og skyde med bue og pil. Det blev da også det næste, og sidste, på programmet. Batwaerne tog det meget seriøst, med stenansigter og tænksomhed over valg af både bue og pile. Man fik tre pile og så gjaldt det om at ramme en træ udskåret daika (en blanding mellem en ged og et rådyr tror vi) flest gange eller komme tættest på. Der blev hujet, grinet og buet til den store guldmedalje. Vi var nu ikke særlig overbevisende i vores præstationer, men det lykkedes da mig at få et halvt point (3 var max og vinderen fik 2 så det var rimeligt...). Det var en unik oplevelse og den mindst turistede måde at opleve noget meget turistet på. Og tænk så engang, da vi gik ned igen fik vi øje på en enorm silverback. Igen på afstand, men helt ærligt, hvad er chancen...

Hvor heldig har man lov at være

På sporet af gorillaerne

Indtil videre har vi kun været på én større tur væk fra hospitalet til en meget smuk sø i den sydlige del af landet, hvor vi fik mulighed for at mærke hvordan det føles at være turister = rige muzunguer i afrika. Vi har ikke været på safari endnu, men gemmer det til vores videre rejse rundt, og til vi får gæster i midten april. En ting der dog har været meget snak og debatteren omkring er de famøse bjerggorillaer. Den eneste population af bjerggorillaer i verden lever nemlig lige her hvor vi bor. Der er omkring 700 fordelt på en masse mindre familier. Halvdelen bor her i bwindi og resten i Rwanda og tildels Congo, hvis de får lyst til at tage over grænsen. Som en enestående oplevelse kan man få lov at trekke igennem junglen indtil gorillaer og være sammen med dem en times tid. Dette er selvsagt noget vi meget gerne ville opleve, men desværre koster turen alene 500$, hvilket ikke ligefrem er småpenge...

Og hvor er så gorillaerne

Vi havde fået at vide at det var muligt at købe tilladelser (kun 8 personer må besøge hver familie om dagen så der kræves forbookede tilladelser)  til halvpris når folk ikke mødte op mm. I øjeblikket er det lav sæson og kun en håndfuld turister er her hver dag, så man skulle tror at det var muligt at få noget rabat, men nej. Kun tillladelser der allerede er blevet solgt kan sælges igen til billigere penge. Vores logik siger os at 250$ er bedre end ingen penge, men der er uganderne uenige. Heraf den meget snak om gorillaer og hvad vi så skulle gøre.

Lille våd gorilla

De sidste par dage har der boet et par canadiere og en amerikaner i vores guesthouse og to af dem bestemte sig for at betale den fulde pris og gå op og se gorillaer. Da vi gik til frokost kom de tilbage og kunne fortælle at en af gorillafamilierne var gået uden for parken og om formiddagen havde været ved en af lodgene. På trods af regn bestemte vi os for at det var værd at tage op og se om de stadig var der.  Lodgen har anlagt en mindre gåtur langs floden, hvor vi havde fået at vide at gorillaerne var blevet set, så vi aftalte med personalet at vi ville gå en lille tur og så komme op og få drinks. Vi tog vores tid og så da også flere tegn på at gorillaerne havde været der, men ingen gorillaer:( Så efter en times tid satte vi os op og fik forbløffende billige drinks, efter at vi havde sagt at vi betalte med shillings, ikke dollars. 

Mor og barn

Vi ventede til regnen holdte op og bestemte os så for at gå den lille tur igen for motionens skyld. Netop som vi snakkede om hvor ærgerligt det dog var at vi var gået glip af gorillaerne fik vi øje på den første lille sorte pelsklump der hang ned fra et træ i det fjerne. Vores hjerter begyndte at banke og adrenalinen pumpede rundt da vi begyndte at ane raslen i buskadset, knækkende grene og sorte skikkelser. Og pludselig gik først den ene og herefter resten af den mindst 15 stk store familie lige ud foran os. Som en af de første kom den (virkelig) store silverback ud alt for tæt på os, hvilket fik os til at rykke meget tæt sammen og bakke et par meter. Den næste lille times tid tilbragte vi, alene, omringet af gorillaer, som dog tydeligvis var vandt til opmærksomheden. Enkelte strøg helt tæt forbi os, andre betragtede os imens de kørte den ene omgang blade ind efter den anden. En helt unik naturoplevelse som ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har prøvet. Den endte dog da dyrene fortsatte ind i lidt mindre venligt krat, men det var heldigt nok, da jeg ellers ikke tror vi ville have forladt dem.

Vi er stadig helt høje for ikke at sige ekstatiske efter oplevelsen og kan slet ikke forstå at det virkelig skete, og oven i det kommer så at vi slet ikke skulle betale for det... Hvor heldig har man dog lov at være...

Gorillaer er ikke glade for regn

Find en gorilla

Kærlighed ved første blik

En helt almindelig dag

Adult ward

Har indtil videre mest fortalt omkring diverse ture, så nu er det vidst ved at være tid til at fortælle om hospitalet og vores dagligdag her…

Vi står op omkring 07.15 gør os klar og forbereder den ene del af vores morgen mad, inkl vand til kaffen. Det skal her nævnes at den kok der er ansat til at lave mad til os også skal stå for morgenmaden. Problemet er at han er et klart B mennesker der på ingen måde kan se fordele i at stå tidligt op og lave mad til os, så de første par uger, for ikke at sige stadigvæk, har vi haft en lille kamp kørende. Da vi ankom hintede han at de piger der var her før os lavede deres egen omelet, men det har vi pænt valgt at ignorere. Vi har derfor troligt hver morgen drukket kaffe og spist brød når han ankom et kvarter før vi skulle møde, hvorefter det første vi sagde var hvordan vi ville have vores æg. Vores udholdenhed og nogle andre klager har forårsaget at vi for det meste har hele vores morgenmad kl 07.45 og derfor lige kan nå ned til starten af morgensamlingen uden at løbe afsted.

Det er svært at argumentere mod!

Hospitalets personale og diverse patienter og pårørende mødes kl 08.00 til fællessang. Med fællessang er det ikke som derhjemme med en fin salme, nej det er rigtig musik med trommespil, klappen og til tider dans:) Sangen tilbeder stadig gud, jesus mfl, men det er nemt at ignorere når man ikke forstår Lukiga. Her skal det nævnes at i vores lille del af Uganda taler de ikke swahili som vi håbede og vores bøger til selvstudie af sproget har vist sig værdiløse.  Der tales som sagt Lukiga et niche sprog der kun tales i dette område og f.eks ikke forstås i Kampala. Vi forsøger at lære en smule, men vi kommer ikke til selv at kommunikere med patienterne medmindre de snakker engelsk, som jo faktisk er det officielle sprog.

Ventende patient

Når men tilbage til morgensamlingen. Efter sangen går vi over til den noget mindre interessante tilbedning af gud, bibelhistorier, jesus, simpelthen alt med kristendom at gøre.  I mens vi har været her er denne del af samlingen langsomt blevet længere og længere. Til at starte med snakkede vi om, om vi mon syntes det ville være mere spændende hvis det foregik på engelsk, hvad det ikke gør så ofte, men der gik ikke mange dage før vi også prøvede det og nej, det var bestemt ikke bedre. Det værste er at de ligesom opildner hinanden, så historierne bliver længere og længere og mere og mere frelste. Heldigvis er det ikke alle her der er lige religiøse. Specielt de to yngre læger som vi har mest med at gøre har ikke meget til overs for religion, men også mange andre praksis’er er fleste andre ugandere følger. På mange måder er de meget vestlige i deres måde og tænke på, og så alligevel ikke helt. Har ihvertfald haft en noget ophedet diskution med den ene omkring adopterede vs biologiske børn, men også mænd og bleskift, som han sjov nok ikke synes var noget for ham. Meget interesant...

Ventende patient

Ventende patient

Efter morgenbønnen, hvis man kan kalde den det, er det tid til communications. Er der sket noget specielt eller er der nogen der skal på outreach, er det her man får besked. Efter morgensamlingen hilser man på hinanden og alt afhængig af dagen er der undervisning, gennemgang af guidelines, departemental meating eller lign indtil 09.30-10.00. Dette er som oftest dødens pølse. Alting bliver mumlet og ting bliver penslet ud som man ville forvente at uddannede folk vidste. Oftest skændes de om petitesser i timevis og bliver enige om at fortsætte i næste uge når tiden er brugt. Det forventes dog at vi er der som del af det kliniske personale, men vi er begyndt at tage lærerbøger med og kan så opfriske lidt teori. 

Bagefter plejer vi at nyde solen et øjeblik før vi går over på vores respektive afdelinger for, forhåbentlig, at komme igang med stuegang. Der er dog te imellem 10.30-11.30, hvilket er det første måltid de fleste af uganderne får, så vi er sikre på at blive afbrudt, hvis altså vi er kommet i gang. Der er mærkeligt nok altid tusind ting der lige skal gøres samtidig med stuegang, men så læser man journalerne igennem eller lign. Typisk gås der stuegang til 13.00-13.30, hvor det så er blevet tid til frokost. Allerede her kan man jo godt se at det er begrænset hvad der bliver lavet i løbet af formiddagen. 

Ventende patient

Torsdag i OPDen

Mange af uganderne har en lidt lad attitude og er der ting der skal gøres skal man sørge for at sige det flere gange og helst med lidt styrke bag ordene. Tingene skal nok blive gjort på et tidspunkt, men ikke nødvendigvis af den man beder om det og det ved de. Hvis bare de venter længe nok er der nok en anden der gør det. Her må jeg hellere lige indskyde at sygeplejerskens  job ikke har noget med pleje at gøre, det har man familie til. Familien sørger for al hygiejne, mad til patienten, skift af sengetøj mm. Og har du ingen familie er det bare ærgerligt. Så er du nemlig ikke sikker på at få mad. Sygeplersken sørger for medicin og hvis man er heldig bliver værdierne også taget, ihvertfald hvis man beder om det flere gange. Nogle er helt sikkert værre end andre, men patienternes personlig pleje er ikke noget der står i jobbeskrivelsen.  Alt afhængig af hvem der er på vagt går vi stuegang med en af lægerne eller alene. På marked dage går vi i OPDen som er en blanding af skadestue og alm. praksis, da det er på disse dage der er flest patienter da de faktisk kan komme til hospitalet. Om fredagen er der planlagte operationer, mest hernier og om lørdagen grand rounds hvor alt klinisk personale går stuegang på de patienter man ikke helt kan finde ud af. Vi kan få lov til det meste, men det kræver ofte at man er der når der sker noget og det er ikke så tit man faktisk er det. Vi har dog planer om at gøre dem endnu mere opmærksomme på havd det egentlig er vi synes er interessant. Det var bare en hurtig gennemgang af vores hverdag. Så må jeg gå lidt mere i detaljer en anden gang...

Hvad er egentlig en storby?

Længe ventede supermarked
lige i nærheden

I de snart 4 uger vi har været i Afrika har vi ikke været i nærheden af noget der ligner en civiliseret by. Vi har været på outreach, men et har været endnu længere ude på landet end Bwindi, hvis det overhovedet er muligt, så glæden var stor da vi i tirsdags blev inviteret med til Kihihi hvor vores tandlæge venner skulle i lokalradioen for at tale om carries hos børn. Kihihi er den største by i nærheden og den eneste med en benzintank og en bank, og havde vi ladet os fortælle, et mindre supermarked.

Kliniken

 Vi tog afsted allerede ved fem tiden og det viste sig hurtigt at bilen skulle fyldes op. Transport er dyrt så en del af de ansatte udnyttede muligheden for at besøge familie. Vi endte med at være 15 og det inkluderede at Amanda fik et par på skødet og at flere af uganderne sad oven på hinanden, men det var utrolig hyggeligt:)
Før vi skulle til Kihihi måtte vi dog lige en smuttur forbi Buymba, en klinik under hospitalet, som ligger en lille times tid fra Bwindi. Der var den mest fantastisk udsigt og de ansatte var virkelig glade for at få besøg og for at få mulighed for at vise rundt på deres klinik. Efter et kort besøg fortsatte vi så mod Kihihi.

Udsigt fra buymba

Det første vi støtte på som ledte vores tanker hen på stor by var asfalt. Vi har bumpet rundt på diverse grusveje, så det at køre på en helt alm. vej var helt fantastisk. Herudover var der deciderede butikker der solgte videoer, tøj, elektronik mm. Og så selvfølgelig supermarkedet... Her havde de et udvalg af kiks og chokolade vi ikke har set mage til og desuden kunne man få ost. Vi følte virkelig at vi var kommet til storbyen og det selvom byen faktisk kun består af en blok af huse.

Vores venner live fra Kihihi

Da vi havde fået kigget færdig, det var efter mørkets frembrud så det var begrænset hvad vi kunne se, blev vi inviteret med ind i radio studiet. Tror mest det var for værtens skyld, han ville ihvertfald gerne giftes med os begge fandt vi ud af bagefter, men det vil de fleste faktisk hvis man spørger dem.
Alt i alt en begivenhedsrig dag. Der skal virkelig ikke meget til når man bor så langt væk fra alting som vi gør...

Regn i en regnskov

På vej igennem Buhoma mod parken

Her kommer lige lidt nyt fra vores weekend. I søndags var det nemlig endelig blevet tid til at vi skulle ind i junglen. Altså ind i selve nationalparken hvor bl.a. gorillaerne bor...
Den ene af hospitalets læger havde længe haft en aftale med et britisk ægtepar, som også arbejder på hospitalet, om en længere gåtur. Vi blev hurtigt inviteret med og da søndag morgen kom var hospitalets computermand og en tandlægestuderende også mødt frem. Jo flere jo bedre:)

En række af dræbermyrer. Så
ubehagelige at uganderne ikke
engang vil stoppe for at kigge på dem

Der var selvfølgelig overskyet, efter en hel uge uden regn, men vi gik gladeligt i gang med første etape, fra  vores guesthouse til parkens indgang. Så langt så godt.

Man kan let komme i tvivl om hvem
der er de egentlige turister i bwindi

Ved indgangen kom vi dog til at vente i en god times tid. Der skulle nemlig lige forhandles entré på plads. Det koster nemlig penge, mange penge, at komme ind i parken, men hospitalet har en aftale med parken om at ansatte kan komme ind gratis hvis de er på arbejde eller noget lign, men det gjaldt åbenbart ikke helt for en god gammeldags søndags udflugt.
Efter en god times debateren og trusler om at vi da bare kunne gå et andet sted hen, blev løsningen at de medicinstuderende, Amanda og jeg, kunne nøjes med at betale. Det var den løsning alle vandt mest på og som studerende får man jo også studierabat så det var vældig fint (det skal lige siges at vi alle betalte vores del, så det var virkelig en win-win situation).

Lidt jungle

Og et vandfald

Her startede så næste etape, at gå ind til nogle vandfald og tilbage igen. En meget hyggelig og grøn tur i godt selskab, der desværre blev ødelagt lidt af at den mere eller mindre konstante regn.  
De eneste andre levende skabninger vi så var nogle østeuropæere, men om det var pga regnen eller vores noget højtråbende selskab er jeg lidt i tvivl om.
På vejen hjemad holdt regnen endelig op og hen på eftermiddagen stod solen igen højt på himlen, selvfølgelig. Men som den kære Elly (den meget energiske tandlægestuderende) sagde; så regner det altså altid i regnskoven...

And the winner is...

Election cake. Bagt i dagens anledning

Så fik det stort opslåede præsidentvalg endelig sin afslutning. Efter mange spekulationer om sikkerhed og mulighed for at komme lidt rundt i landet, adskillige mails fra den danske ambassade med ”emergency plans” indeholdende råd som at købe konserves og fylde benzin på bilen, just in case, er det nu rimelig sikkert at intet kommer til at ske. Præsidenten er nemlig blevet genvalgt med knap 70% af stemmerne...

For rigtig at forstå betydningen af et sådan valg må men kende lidt til landet og dets politiske situation. Uganda er et land med en lang og trist historie, men de sidste 20år, give and take, har det været et demokrati med en folkevalgt præsident, som så mange andre afrikanske lande, ihvertfald i teorien. I praksis har den siddende præsident ikke været væk fra magtens tinde siden demokratiet blev indført, og i 2006 fik han vedtaget en lov der gør det muligt for ham at blive siddende i ligeså mange år som han lyster.

Selv på outreach i ødemarken
havde præsidentens gule
t-shirts fundet vej

Hvordan sikrer han sig så at blive genvalgt kan man spørge sig selv?  For det første findes der utroligt mange mennesker i Uganda uden uddannelse og som ikke ved hvad et demokrati er og hvad det betyder. Deres stemmer kan let købes med sæbe, sukker og store gule t-shirts med præsidentens ansigt på (tro det eller lad vær, men alle har dem og de er bestemt ikke klædelige).  Der næst er der en utrolig stor gruppe veluddannede mennesker der simplethen vælger ikke at bruge deres stemme. Både fordi de ikke tror det vil hjælpe noget som helst, men også fordi de generelt er modstandere af demokrati i landet. De mener ikke at befolkningen er uddannet nok til at kunne bære et sådan ansvar. Til sidst er der selvfølgelig det faktum at præsidenten ikke har tilsinde at tabe og en masse stemmer er derfor blevet forfalskede. Der bliver fortalt mange historier om folk der allerede skulle have haft stemt da de kom frem til stemmeboksen, forkerte navne osv osv...

For os små danskere der kommer fra et meget velfungerende demokrati er det meget svært at sætte sig ind i det hele og det strider meget mod vores fornuft at man helt kan lade være med at stemme eller for den sags skyld stemme på en mand man ved snyder. Men som Felix den unge tandlæge sagde, så er det bedre at have et stabilt, nogenlunde fungerende land med en ”diktator” end et demokratisk der er ude af kontrol...

Lige til at spise. På outreach i det blå.

Vi er efterhånden ved at være kommet rigtig godt på plads, så i denne uge bestemte vi os for at prøve noget nyt; Outreach. Både fordi at vi skal se alle hospitalets funktioner og for at socialisere, men vigtigst af alt for at komme ud og se nogle forskellige steder og møde uganderne hvor de bor.

På vej ud i det blå

Outreach går ud på at bringe dele af hospitalets funktioner ud til befolkningen. Den offentlige transport og transport generelt er dårlig og meget dyr, så det er ikke så lige til at komme til hospitalet som ligger "in the middle of no-where" for folk der ligeledes bor langt væk (det siger ligesom sig selv at det ikke er så lige til)...

Hos batwaerne er det kvinderne
der gør det meste ligesom så
mange andre steder i Uganda

Hver uge tager Hiv & family planing, Community og til tider tandlægerne mfl ud for at vaccinere, screene, behandle og undervise folk hvor de bor. Herudover fortæller de om eQuality som er en form for sygesikring hospitalet har. Hvert år betaler man 6000Ush (ca 14kr) pr familiemedlem og hvis man så bliver syg betaler man henholdvis 500Ush (1kr) for en konsultation og 1000Ush (2kr) for en indlæggelse som mere eller mindre inkluderer alt. Pengene er rigtig godt givet ud da man ellers på en enkelt konsultation ville skulle ud og give meget mere. Som det er lige nu skal alle i ens område melde sig til så man kan altså ikke komme som enkelt person udefra, men forhåbentligt ændre dette sig på et tidspunkt.

Børnene er ikke helt trygge
ved at blive vejet,
vaccineret mm

Fredag var vi så med community ude i en batwa landsby for at lære dem om mad afgrøder vs penge afgrøder. En masse ugandere, specielt mændene, gror afgrøder de kan sælge og så bliver pengene brugt på alkohol mm. Hospitalet prøver at overbevise folk om at dyrke ting der kan spises så man kan undgå underernæring mm.

En af batwa kvindernes 6 børn

Turen inkluderede en del hiking op og ned af et bjerg da deres huse var spredt ud over bjergsiderne, samt en hel masse frelsen og prædiken med sang og dans. Præsten var taget med så det blev udnyttet til det sidste. Han sang faktisk stadig da vi satte os ind i bilen for at køre hjem. Der udover blev dagen sluttet af med vaccination og vejning af børnene. Alle vi mødte var så søde og de synes alle at det var helt vildt fedt at der var to "wuzunguer" med. Når man kommer ud som en del af hospitalets staff kan man komme tæt på folk på en hel anden måde end ellers og jeg var da også ligeved at blive giftet væk. De synes nemlig vi var så flotte med vores lyse ud at vi meget gerne måtte blive. Det var svært for os at overbevise dem om hvor fantastisk smukke vi synes de er, så derfor kommer der lige nogle billeder af nogle af børnene, så kan I jo selv bedømme...

I kirke

Om søndagen besluttede vi os så for at tage afsted igen. Denne gang med tandlægerne som skulle ud til en kirke for at fortælle om tandpleje. Hvis vi troede at vi havde været langt ude før så fandt vi hurtigt ud af at det slet ikke var tilfældet. Jeg er sikker på at flere af børnene i denne kirke ALDRIG havde set hvide mennesker før. Vi blev klappet ind og skulle præsentere os selv. Jeg tror at de alle var meget beærede over at vi kom forbi. De oplæg tandlægerne holdt var mildest talt kedelige. Uganderne elsker at høre dem selv tale og har overhovedet ikke lært hvordan man holder taler/undervisning der indfanger lytterne... Heldigvis blev de afløst af en masse sang og dans. Har faktisk aldrig helt oplevet noget lignende. Alle, og jeg mener virkelig alle, dansede og sang efter tur. De danser denne her dans hvor de tager tre trin på stedet og så et ordentligt hop og så danser de ellers bare hurtigere og hurtigere indtil trommerne signalere at det er nogen andres tur. Vi var ihvertfald godt underholdt og det var svært ikke at lade sig rive med af stemningen.

Man kan let se hvem der er den
egentlige attraktion

Det var alt i alt en rigtig god tur, men vi var overordentlig trætte da vi endelig kom hjem så vi forkælede os selv ved at tage ud og spise på en turist lodge med nogle andre af hospitalets frivillige og tror så lige jeg tager et par uger uden bumpende ture ud af alt for sandede, hullede veje:)