Hvad er egentlig en storby?

Længe ventede supermarked
lige i nærheden

I de snart 4 uger vi har været i Afrika har vi ikke været i nærheden af noget der ligner en civiliseret by. Vi har været på outreach, men et har været endnu længere ude på landet end Bwindi, hvis det overhovedet er muligt, så glæden var stor da vi i tirsdags blev inviteret med til Kihihi hvor vores tandlæge venner skulle i lokalradioen for at tale om carries hos børn. Kihihi er den største by i nærheden og den eneste med en benzintank og en bank, og havde vi ladet os fortælle, et mindre supermarked.

Kliniken

 Vi tog afsted allerede ved fem tiden og det viste sig hurtigt at bilen skulle fyldes op. Transport er dyrt så en del af de ansatte udnyttede muligheden for at besøge familie. Vi endte med at være 15 og det inkluderede at Amanda fik et par på skødet og at flere af uganderne sad oven på hinanden, men det var utrolig hyggeligt:)
Før vi skulle til Kihihi måtte vi dog lige en smuttur forbi Buymba, en klinik under hospitalet, som ligger en lille times tid fra Bwindi. Der var den mest fantastisk udsigt og de ansatte var virkelig glade for at få besøg og for at få mulighed for at vise rundt på deres klinik. Efter et kort besøg fortsatte vi så mod Kihihi.

Udsigt fra buymba

Det første vi støtte på som ledte vores tanker hen på stor by var asfalt. Vi har bumpet rundt på diverse grusveje, så det at køre på en helt alm. vej var helt fantastisk. Herudover var der deciderede butikker der solgte videoer, tøj, elektronik mm. Og så selvfølgelig supermarkedet... Her havde de et udvalg af kiks og chokolade vi ikke har set mage til og desuden kunne man få ost. Vi følte virkelig at vi var kommet til storbyen og det selvom byen faktisk kun består af en blok af huse.

Vores venner live fra Kihihi

Da vi havde fået kigget færdig, det var efter mørkets frembrud så det var begrænset hvad vi kunne se, blev vi inviteret med ind i radio studiet. Tror mest det var for værtens skyld, han ville ihvertfald gerne giftes med os begge fandt vi ud af bagefter, men det vil de fleste faktisk hvis man spørger dem.
Alt i alt en begivenhedsrig dag. Der skal virkelig ikke meget til når man bor så langt væk fra alting som vi gør...

Regn i en regnskov

På vej igennem Buhoma mod parken

Her kommer lige lidt nyt fra vores weekend. I søndags var det nemlig endelig blevet tid til at vi skulle ind i junglen. Altså ind i selve nationalparken hvor bl.a. gorillaerne bor...
Den ene af hospitalets læger havde længe haft en aftale med et britisk ægtepar, som også arbejder på hospitalet, om en længere gåtur. Vi blev hurtigt inviteret med og da søndag morgen kom var hospitalets computermand og en tandlægestuderende også mødt frem. Jo flere jo bedre:)

En række af dræbermyrer. Så
ubehagelige at uganderne ikke
engang vil stoppe for at kigge på dem

Der var selvfølgelig overskyet, efter en hel uge uden regn, men vi gik gladeligt i gang med første etape, fra  vores guesthouse til parkens indgang. Så langt så godt.

Man kan let komme i tvivl om hvem
der er de egentlige turister i bwindi

Ved indgangen kom vi dog til at vente i en god times tid. Der skulle nemlig lige forhandles entré på plads. Det koster nemlig penge, mange penge, at komme ind i parken, men hospitalet har en aftale med parken om at ansatte kan komme ind gratis hvis de er på arbejde eller noget lign, men det gjaldt åbenbart ikke helt for en god gammeldags søndags udflugt.
Efter en god times debateren og trusler om at vi da bare kunne gå et andet sted hen, blev løsningen at de medicinstuderende, Amanda og jeg, kunne nøjes med at betale. Det var den løsning alle vandt mest på og som studerende får man jo også studierabat så det var vældig fint (det skal lige siges at vi alle betalte vores del, så det var virkelig en win-win situation).

Lidt jungle

Og et vandfald

Her startede så næste etape, at gå ind til nogle vandfald og tilbage igen. En meget hyggelig og grøn tur i godt selskab, der desværre blev ødelagt lidt af at den mere eller mindre konstante regn.  
De eneste andre levende skabninger vi så var nogle østeuropæere, men om det var pga regnen eller vores noget højtråbende selskab er jeg lidt i tvivl om.
På vejen hjemad holdt regnen endelig op og hen på eftermiddagen stod solen igen højt på himlen, selvfølgelig. Men som den kære Elly (den meget energiske tandlægestuderende) sagde; så regner det altså altid i regnskoven...

And the winner is...

Election cake. Bagt i dagens anledning

Så fik det stort opslåede præsidentvalg endelig sin afslutning. Efter mange spekulationer om sikkerhed og mulighed for at komme lidt rundt i landet, adskillige mails fra den danske ambassade med ”emergency plans” indeholdende råd som at købe konserves og fylde benzin på bilen, just in case, er det nu rimelig sikkert at intet kommer til at ske. Præsidenten er nemlig blevet genvalgt med knap 70% af stemmerne...

For rigtig at forstå betydningen af et sådan valg må men kende lidt til landet og dets politiske situation. Uganda er et land med en lang og trist historie, men de sidste 20år, give and take, har det været et demokrati med en folkevalgt præsident, som så mange andre afrikanske lande, ihvertfald i teorien. I praksis har den siddende præsident ikke været væk fra magtens tinde siden demokratiet blev indført, og i 2006 fik han vedtaget en lov der gør det muligt for ham at blive siddende i ligeså mange år som han lyster.

Selv på outreach i ødemarken
havde præsidentens gule
t-shirts fundet vej

Hvordan sikrer han sig så at blive genvalgt kan man spørge sig selv?  For det første findes der utroligt mange mennesker i Uganda uden uddannelse og som ikke ved hvad et demokrati er og hvad det betyder. Deres stemmer kan let købes med sæbe, sukker og store gule t-shirts med præsidentens ansigt på (tro det eller lad vær, men alle har dem og de er bestemt ikke klædelige).  Der næst er der en utrolig stor gruppe veluddannede mennesker der simplethen vælger ikke at bruge deres stemme. Både fordi de ikke tror det vil hjælpe noget som helst, men også fordi de generelt er modstandere af demokrati i landet. De mener ikke at befolkningen er uddannet nok til at kunne bære et sådan ansvar. Til sidst er der selvfølgelig det faktum at præsidenten ikke har tilsinde at tabe og en masse stemmer er derfor blevet forfalskede. Der bliver fortalt mange historier om folk der allerede skulle have haft stemt da de kom frem til stemmeboksen, forkerte navne osv osv...

For os små danskere der kommer fra et meget velfungerende demokrati er det meget svært at sætte sig ind i det hele og det strider meget mod vores fornuft at man helt kan lade være med at stemme eller for den sags skyld stemme på en mand man ved snyder. Men som Felix den unge tandlæge sagde, så er det bedre at have et stabilt, nogenlunde fungerende land med en ”diktator” end et demokratisk der er ude af kontrol...

Lige til at spise. På outreach i det blå.

Vi er efterhånden ved at være kommet rigtig godt på plads, så i denne uge bestemte vi os for at prøve noget nyt; Outreach. Både fordi at vi skal se alle hospitalets funktioner og for at socialisere, men vigtigst af alt for at komme ud og se nogle forskellige steder og møde uganderne hvor de bor.

På vej ud i det blå

Outreach går ud på at bringe dele af hospitalets funktioner ud til befolkningen. Den offentlige transport og transport generelt er dårlig og meget dyr, så det er ikke så lige til at komme til hospitalet som ligger "in the middle of no-where" for folk der ligeledes bor langt væk (det siger ligesom sig selv at det ikke er så lige til)...

Hos batwaerne er det kvinderne
der gør det meste ligesom så
mange andre steder i Uganda

Hver uge tager Hiv & family planing, Community og til tider tandlægerne mfl ud for at vaccinere, screene, behandle og undervise folk hvor de bor. Herudover fortæller de om eQuality som er en form for sygesikring hospitalet har. Hvert år betaler man 6000Ush (ca 14kr) pr familiemedlem og hvis man så bliver syg betaler man henholdvis 500Ush (1kr) for en konsultation og 1000Ush (2kr) for en indlæggelse som mere eller mindre inkluderer alt. Pengene er rigtig godt givet ud da man ellers på en enkelt konsultation ville skulle ud og give meget mere. Som det er lige nu skal alle i ens område melde sig til så man kan altså ikke komme som enkelt person udefra, men forhåbentligt ændre dette sig på et tidspunkt.

Børnene er ikke helt trygge
ved at blive vejet,
vaccineret mm

Fredag var vi så med community ude i en batwa landsby for at lære dem om mad afgrøder vs penge afgrøder. En masse ugandere, specielt mændene, gror afgrøder de kan sælge og så bliver pengene brugt på alkohol mm. Hospitalet prøver at overbevise folk om at dyrke ting der kan spises så man kan undgå underernæring mm.

En af batwa kvindernes 6 børn

Turen inkluderede en del hiking op og ned af et bjerg da deres huse var spredt ud over bjergsiderne, samt en hel masse frelsen og prædiken med sang og dans. Præsten var taget med så det blev udnyttet til det sidste. Han sang faktisk stadig da vi satte os ind i bilen for at køre hjem. Der udover blev dagen sluttet af med vaccination og vejning af børnene. Alle vi mødte var så søde og de synes alle at det var helt vildt fedt at der var to "wuzunguer" med. Når man kommer ud som en del af hospitalets staff kan man komme tæt på folk på en hel anden måde end ellers og jeg var da også ligeved at blive giftet væk. De synes nemlig vi var så flotte med vores lyse ud at vi meget gerne måtte blive. Det var svært for os at overbevise dem om hvor fantastisk smukke vi synes de er, så derfor kommer der lige nogle billeder af nogle af børnene, så kan I jo selv bedømme...

I kirke

Om søndagen besluttede vi os så for at tage afsted igen. Denne gang med tandlægerne som skulle ud til en kirke for at fortælle om tandpleje. Hvis vi troede at vi havde været langt ude før så fandt vi hurtigt ud af at det slet ikke var tilfældet. Jeg er sikker på at flere af børnene i denne kirke ALDRIG havde set hvide mennesker før. Vi blev klappet ind og skulle præsentere os selv. Jeg tror at de alle var meget beærede over at vi kom forbi. De oplæg tandlægerne holdt var mildest talt kedelige. Uganderne elsker at høre dem selv tale og har overhovedet ikke lært hvordan man holder taler/undervisning der indfanger lytterne... Heldigvis blev de afløst af en masse sang og dans. Har faktisk aldrig helt oplevet noget lignende. Alle, og jeg mener virkelig alle, dansede og sang efter tur. De danser denne her dans hvor de tager tre trin på stedet og så et ordentligt hop og så danser de ellers bare hurtigere og hurtigere indtil trommerne signalere at det er nogen andres tur. Vi var ihvertfald godt underholdt og det var svært ikke at lade sig rive med af stemningen.

Man kan let se hvem der er den
egentlige attraktion

Det var alt i alt en rigtig god tur, men vi var overordentlig trætte da vi endelig kom hjem så vi forkælede os selv ved at tage ud og spise på en turist lodge med nogle andre af hospitalets frivillige og tror så lige jeg tager et par uger uden bumpende ture ud af alt for sandede, hullede veje:) 

Endelig sommer, sol og søndag

Så blev det endelig søndag, vores ugentlige fridag. Selvom det har været begrænset hvad vi har lavet i løbet af ugen, har der alligevel været mange indtryk at bearbejde og søndag har nærmet sig med glæde:)

Hjemmelavet morgenmad
Kokken har fri om søndagen

Vi startede vores uge i Bwindi med at ankomme sent om aftenen, efter at det var blevet mørkt, så det var med spænding at vi stod op onsdag for at se vores nye hjem i dagslys. Vi havde haft lidt på fornemmelsen at vi havde ramt junglen og at det var gået op af bakke, men at vi bor i det fineste lille hus ude midt i junglen omgivet af bjerge, mildest talt på grænsen til Congo, var nok ikke helt gået op for os. Selvom vi havde sat os godt ind i tingene hjemmefra er det aldrig helt som man forestiller sig når man endelig er der. Heldigvis synes vi begge at det er udover alle forventninger.

Vores hus

Den første dag blev brugt på at pakke ud og at blive vist rundt, samt at hilse på alle de mennesker vi ikke havde nået at hilse på aftenen før (der er omkring 100 ansatte plus det løse så det var en del). Der blev også tid til den første lille tur ud af en af de mange veje der går fra hospitalet ud i landskabet og en lille eftermiddags morfar...

Der er ansat en kok i vores lille Guesthouse som laver RIGTIG god mad, så det skal vi ikke tænke på. Det medfører desværre også at vi godt kan glemme alt om at skulle tabe os et par kilo imens vi er afsted... Det kommer bare ikke til at ske...

Havepavillon

En af aberne fra haven

For tiden er det kun os der bor i huset, men det er stadigvæk samlingspunkt for en masse ansatte og nogen gange føles det lidt som at bo i en svingdør hvor der altid er et rend af mennesker. Det er hyggeligt nok, men om aftenen, efter mørkes frembrud hvor vi for det meste er alene hjemme, kan det godt være lidt mærkeligt at høre folk gå ind og ud. Heldigvis har vi nogle gode naboer; mussen i køkkenet som allerede har været på besøg på vores værelse, men blev jaget væk af en bankende kryk, og en lille abefamilie med lange røde haler i træerne udenfor...

Amanda nyder den sidste sol
med en god bog

Når vi ikke er i gang på hospitalet, hvor vi havde vores første dag torsdag, men skal bruge den første tid på rigtig at blive sat ind i al ting, nyder vi solen når den er fremme. Gerne med en god bog. Der er et overraskende stort bibliotek i huset og har da allerede udset mig flere jeg bare skal have læst. Internettet bliver også brugt i stor stil, men det er meget ustabilt i løbet af dagen ved vores hus så det er mest om aftenen. Nettet var nede hele lørdag og så kan man godt mærke at man er langt væk fra alting og man føler sig en smule, for ikke at sige meget, isoleret. Vi har ikke selv fået set nogen film eller lign, men en af lægerne blev helt vild da han så at vi havde nye film med og måtte straks låne en med hjem. Kan jeg egentlig godt forstå for det udvalg de har er noget begrænset...

En abe i hele sin udstrækning

Hospitalet og vores Guesthouse er egentlig en del af en større organisation der hjælper og støtter Batwa pygmæerne, som er et af de oprindelig stammefolk fra området (hvis man skal beskrive dem nærmere kan man sige at Amanda med sine 1.60 føler sig pænt over gennemsnittet) og det betyder at der er gang i mange forskellige projekter. F.eks. har der lige været en flok pensionerede amerikanere på besøg, som har hjulpet med at videreudvikle forskellige håndværk så de har flere ting de kan sælge i deres butik. Vi har planer om at skulle på en mindre tur i eftermiddag, når solen bliver udholdelig for to blege piger som os, til deres butik og forhåbentlig en kold sodavand eller øl, som skal kunne fås samme sted. Vi har også hørt rygter om et Batwa community center, men det ligger på toppen af et af bjergene og man kan kun komme derop til fods, så det venter vi lidt med:)

Jeg er blevet spurgt lidt indtil vejret hernede, og regnen, og det er lidt svært at finde ud af for alle siger noget forskelligt, men regntiden begynder hvis først sidst på denne måned. Vi har haft lidt regn de fleste dage, men ikke noget af betydning så hovedsageligt kan solen nydes hver dag, og hvor er det bare tiltrængt, selvom de alle synes at det er meget morsomt at vi altid sidder i den hvis det er muligt... Men som vi siger har vi en del at indhente hvis vi ikke skal skille os så meget ud...

Strømsvigt, “surprising rain” og 13 timer I bus… Welcome to Uganda girls…

Så fik vi endelig begyndt vores rejse til Afrika. Efter at have vidst det i 10 måneder med planlægning, lister, køb af billetter, legatskrivning, pakning, flere lister og en voksende spænding, kom vi endelig afsted mandag den 31. jan omkring kl 04.15 om morgenen...

Vores kufferter på vej ind i flyet.
VIGTIGT!

Første stop var Flensborg og med farmand bag rettet kom vi der ned i rigtig god tid. Herefter tog vi med Deutsche Bahn til Hamburg hvor vi måtte stå vores første prøve. Amanda, på krykker, kunne nemlig ikke bære sin ryksæk, og uden hjælp at hente på banegården måtte jeg lege wonderwoman og flytte vores tre tasker fra den ene ende af stationen til den anden, samt igennem tre vogne på s-toget mod lufthavnen (hvorfor i al verden kunne det ikke være de bagerste vogne i stedet for de forreste der skulle det samme som os...) før der endelig fandtes en trolley og et sted at tjekke taskerne ind. Ufatteligt hvor meget skade 60kg kan forvolde en krop på en halv times tid...

Så gik det videre med fly til Istanbul og senere lufthavnen i Entebbe, Uganda, hvor vi landede omkring kl 02.00 lokal tid. I lufthavnen blev vi mødt af strømsvigt, så muligheden for at se det mindste anstændig ud efter næsten et døgns rejse faldt brat på gulvet. Vi endte bagerst i visakøen så det tog godt en times tid før vi kunne få vores bagage og møde Charles, hospitalets direktør, samt Charles nr 2(chaufføren) som skulle stå for at få os transporteret videre mod bwindi.

3timers kø uden for Masaka

På vej mod bilen begyndte det der skulle vise sig at være en times tropisk regn (og her snakker vi hvad der falder i Danmark på 60min, hvis det da kan gøre det). Vi nåede heldigvis kun at blive halvt gennemblødt og så sad vi ellers bare i bilen og ventede (vistnok på noget med en parkeringsvagt, men det står lidt hen i det uvisse ) imens regnen hamrede ned og vi håbede at den lille bil ikke blev skyllet væk. På et tidspunkt fik vi dog endelig lov til at køre ind mod hovedstaden og busstationen.

Cykler på vej ud i rabatten
Vores bus skal forbi

Vi blev sat på bussen omkring kl 05.00 og i følge planen skulle bussen køre kl 06.00, men den sneg sig forbi 07.30, og en fire til fem forskellige chauffører der lige skulle prøve bussen af, før vi kom ud at køre. Det var godt at vi var trætte og blev ved med at falde i søvn, for ellers havde den 13 timer lange tur mod hospitalet nok virket alt for lang. Når vi var vågne blev vi dog godt underholdt af at kigge ud af vinduet på den helt fantastiske og varierende natur, samt de mange mennesker der var med bussen.  Alt i alt er det nu meget heldigt at både Amanda og jeg kan være tålmodige når det gælder, så det var kun den sidste time hvor alt i vores kroppe sov eller gjorde ondt, og hvor bussen stoppede hvert andet øjeblik, at vi var ved at have fået nok. Men på det tidspunkt havde vi også bare brug for en god nats søvn, et bad og et ordentligt måltid mad (kiks, chokolade, hvidt brød og et par bananer er bare ikke mad nok til en hel bustur).

Endelig nåede vi frem til Butogota som ligger 17km fra hospitalet og det tætteste man kan komme med offentlig transport. De sidste stykke blev vi kørt i hospitalets ambulance og vi ankom i Buhoma, nær den congolesiske grænse hvor hospitalet ligger, omkring kl 21.30. Her var der en helt hær af mennseker der havde ventet på os og som vi alle skulle hilse på før vi kunne trække os tilbage og tænke lidt over turen. Vi var begge glade for at turen var gået så godt, med tanke på hvor mange ting der kunne være gået galt, og vi kunne gå forventningsfulde i seng, spændte på hvad morgendagen ville bringe og på at se det hele i dagslys.  Alt i alt en dejlig tur som der dog nok skal gå noget tid før vi gentager...