Strømsvigt, “surprising rain” og 13 timer I bus… Welcome to Uganda girls…

Så fik vi endelig begyndt vores rejse til Afrika. Efter at have vidst det i 10 måneder med planlægning, lister, køb af billetter, legatskrivning, pakning, flere lister og en voksende spænding, kom vi endelig afsted mandag den 31. jan omkring kl 04.15 om morgenen...

Vores kufferter på vej ind i flyet.
VIGTIGT!

Første stop var Flensborg og med farmand bag rettet kom vi der ned i rigtig god tid. Herefter tog vi med Deutsche Bahn til Hamburg hvor vi måtte stå vores første prøve. Amanda, på krykker, kunne nemlig ikke bære sin ryksæk, og uden hjælp at hente på banegården måtte jeg lege wonderwoman og flytte vores tre tasker fra den ene ende af stationen til den anden, samt igennem tre vogne på s-toget mod lufthavnen (hvorfor i al verden kunne det ikke være de bagerste vogne i stedet for de forreste der skulle det samme som os...) før der endelig fandtes en trolley og et sted at tjekke taskerne ind. Ufatteligt hvor meget skade 60kg kan forvolde en krop på en halv times tid...

Så gik det videre med fly til Istanbul og senere lufthavnen i Entebbe, Uganda, hvor vi landede omkring kl 02.00 lokal tid. I lufthavnen blev vi mødt af strømsvigt, så muligheden for at se det mindste anstændig ud efter næsten et døgns rejse faldt brat på gulvet. Vi endte bagerst i visakøen så det tog godt en times tid før vi kunne få vores bagage og møde Charles, hospitalets direktør, samt Charles nr 2(chaufføren) som skulle stå for at få os transporteret videre mod bwindi.

3timers kø uden for Masaka

På vej mod bilen begyndte det der skulle vise sig at være en times tropisk regn (og her snakker vi hvad der falder i Danmark på 60min, hvis det da kan gøre det). Vi nåede heldigvis kun at blive halvt gennemblødt og så sad vi ellers bare i bilen og ventede (vistnok på noget med en parkeringsvagt, men det står lidt hen i det uvisse ) imens regnen hamrede ned og vi håbede at den lille bil ikke blev skyllet væk. På et tidspunkt fik vi dog endelig lov til at køre ind mod hovedstaden og busstationen.

Cykler på vej ud i rabatten
Vores bus skal forbi

Vi blev sat på bussen omkring kl 05.00 og i følge planen skulle bussen køre kl 06.00, men den sneg sig forbi 07.30, og en fire til fem forskellige chauffører der lige skulle prøve bussen af, før vi kom ud at køre. Det var godt at vi var trætte og blev ved med at falde i søvn, for ellers havde den 13 timer lange tur mod hospitalet nok virket alt for lang. Når vi var vågne blev vi dog godt underholdt af at kigge ud af vinduet på den helt fantastiske og varierende natur, samt de mange mennesker der var med bussen.  Alt i alt er det nu meget heldigt at både Amanda og jeg kan være tålmodige når det gælder, så det var kun den sidste time hvor alt i vores kroppe sov eller gjorde ondt, og hvor bussen stoppede hvert andet øjeblik, at vi var ved at have fået nok. Men på det tidspunkt havde vi også bare brug for en god nats søvn, et bad og et ordentligt måltid mad (kiks, chokolade, hvidt brød og et par bananer er bare ikke mad nok til en hel bustur).

Endelig nåede vi frem til Butogota som ligger 17km fra hospitalet og det tætteste man kan komme med offentlig transport. De sidste stykke blev vi kørt i hospitalets ambulance og vi ankom i Buhoma, nær den congolesiske grænse hvor hospitalet ligger, omkring kl 21.30. Her var der en helt hær af mennseker der havde ventet på os og som vi alle skulle hilse på før vi kunne trække os tilbage og tænke lidt over turen. Vi var begge glade for at turen var gået så godt, med tanke på hvor mange ting der kunne være gået galt, og vi kunne gå forventningsfulde i seng, spændte på hvad morgendagen ville bringe og på at se det hele i dagslys.  Alt i alt en dejlig tur som der dog nok skal gå noget tid før vi gentager...