Nyt fra tanzania

 

Havde ellers skrevet en flere sider lang beretning om hvad der er sket siden sidst, men computeren kan desvaere ikke laese min version af word og en computer koster alt for meget til at skrive det igen:( 

 Ergo kommer der nogle billeder, men ikke mange da disse tog en halv time at uploade. Vi hygger paa zanzibar men glaeder os ogsaa til at komme hjem. Haaber at kunne oploade lidt mere fra Dar Es Salaam om en uges tid...

To Hobitter på tur

Kigali midtby

For omking en uge siden forlod vi Bwindi og Uganda for nu. Det var trist, men vi var klar til noget nyt. Vi havde lejet en bil til at tage os til grænsen en luksus der hører til sjældenheder ne. Turen gik fint med en lille sviptur til Congo, næsten (de grænseovergange ligner altså også hinanden til forveksling), lige indtil vi kom til den rwandiske grænsen hvor vi første gang stødte på Rwandas mange regler. Selvom vi havde tjekket visa situationen hjemmefra skulle man åbenbart have ansøgt om visa før man kom. Vi forklarede at vi havde boet i junglen og at det heller ikke var en mulighed i Danmark hvor vi ikke har en ambassade. Her til kunne han tilføje at man kunne ansøge om 15 dage online og vi kunne tage tilbage til Kisoro og gøre dette.  Med en hel del smir og søde smil fik vi manden, som var alt for meget paveskranke, til at give os sølle 11dage, men til den fulde pris. Noget vi siden har fundet ud af aldrig bliver gjort uden at man har tilladelsen. Ikke ligefrem en måde at tilskynde turisme på. Tror simpelthen ikke de har fattet hvor mange penge de kan miste på at have så stramme regler. Nå men generelt er Rwanda en del dyrere end Uganda og man kan godt mærke at de ikke er så vandt til turister. Deres nationalparker og ture dertil er simpelthen ikke særlig godt organiserede og nogle ting er simpelthen umulige at foretage sig uden først at leje en bil, hvilket vi ikke er særlig villige til at gøre, både pga prisen som er vanvittig høj, men også af princip...   

Californien eller Gisenyi?

Her kommer lige nogle af de ting vi har bemærket er anderledes i Rwanda i forhold til Uganda:

De kører i højre side af vejen og vejene er asfalterede. De veje de kalder dårlige kaldte de hovedveje i Uganda. De har valgt at skrue tiden en time tilbage, i forhold til resten af de østafrikanske lande, så os der er vandt til at vågne med solen i Bwindi nu vågner halv seks-seks. De spiser pommes fritter fremfor matoke. De elsker buffeter. Plastikposer er ulovlige så alt man køber kommer i små papirsposer. Den offentlige transport fungerer, muligvis bedre end steder derhjemme. Folk er virkelig velklædte, og vi ligner vagabonder til sammenligning. De taler deres eget sprog, rwandisk, så det er undtagelsen mere end reglen at finde folk der taler engelsk eller fransk og hvis man finder dem er det ikke sikkert de forstår en. Rwanda virker generelt rigere og langt mere velfungerende end Uganda, og det er svært at forstå at her var et folkemord for 15år siden.

Udsigt fra luksus hotel i Gisenyi

Efter at være kommet ind i landet var det meningen at vi skulle være i en lille by nær Parc National des Volcanes, som ligesom bwindi er kendt for deres gorillaer. Jeg var allernådigst gået med til at bestige en af de udslugte vulkaner, noget jeg ellers ikke er meget for, men Amanda elsker at trekke. Vi skulle dog lige en lille tur forbi Gisenyi, pga vores stolthed, men det er en anden historie. Gisenyi er en lille tropisk badeby, som ligger ved en stor sø som landet deler med Congo. Der er bølger i vandet og sandstrand og kun mangelen på salt afslørede at det ikke var hav (og ja det blev altså tjekket). Vi havde to fine dage hvor vi lige ladede op, fik lidt sol og nogle helt fantastiske is café latte’r, før vi vendte tilbage til Musanze for at bestige en vulkan og æde en kamel. Desværre er mit kamera blev stjålet så vi har ingen billeder fra turen, men beretningen kan jeg give.

Krater Bisoke

Vi havde fået at vide at turen til Crater Bisoke (der ligger en sø på toppen af vulkanen, som hedder Bisoke) 3711m varlidt mudret pga regnen, men at de regnede med at turen kunne gøres på normal tid, 5-7timer. Vi blev kørt op til start stedet. Det sidste stykke vej var noget tvivlsomt, hvis man da overhovedet kan kalde en masse sten stablet på hinanden vej, men da det meste havde været asfalteret var det fint med os. Vi begyndte turen stille og roligt igennem marker og gærde indtil vi nåede til det punkt var bjerget rigtigt begyndte. Her begyndte så også den værste røvtur med mudder til knæene jeg nogensinde har prøvet. Vi skøjtede rundt og var nede og ligge mange gange. Vi følte os som to hobitter på vej op og ned af Mount Doom (ja er igang med at læse Ringenes Herre, men det har intet med sagen at gøre) og oven i det havde vi fået en guide der lige viste sig at være en tak for smart (læs pissehamrende irriterende). Tror aldrig mit tøj eller min sko bliver de samme igen. Til toppen kom vi trods alt, selvom jeg på vej ned ikke kunne forstå at jeg faktisk gik hele vejen til toppen så dårlig var stien, og det var fantastiskt. Havde der været skyfrit havde det været endnu bedre, men vi fik set kratersøen og vi fik også set udover landet, da det klarede lidt op på vejen ned. Alt i alt en fin tur, men ved jo godt at der er en grund til at jeg ikke synes det er sjovt at trekke.

Nu er vi i Kigali og det er en vældig fin by. Vi nyder lidt tiltrængt luksus, og håber på tørre sko til imorgen hvor vi skal videre mod tanzania og viktoriasøen hvorfra vores safari til Serengeti starter på onsdag...

Goodbye Bwindi

Harmony, Anxious og jeg

Nu er det pludselig forbi. Vi har været i Uganda i 3 måneder, vores visum udløber på søndag og det er tid til at tage videre. Det er med meget blandede følelser at vi tager afsked. Vi har elsket at være her og oplevelsen har været unik, men alt godt har en ende og det skal nok blive interessant at prøve noget nyt.
Vi fik fornemmelsen af hvordan det vil være at rejse rundt i Afrika uden fast base, da vi i sidste uge var på tur rundt i Uganda. Vi hadede at alle folk opfattede os som rige muzunguer og at alle prøvede at snyde os og presse os for penge. De fleste opdagede dog at vi ikke er sådan at narre og tror da også at der er nogen der ømmer sig endnu efter mødet med de to hårde hvide piger...

Stella, en af mine ynglings unger

Imorgen drager vi mod Rwanda, det første skridt imod Dar Es Salaam og flyturen hjem.
Alle her var så nervøse for om vi skulle forbi Kampala, da de demonstrationer der er foregået der i de sidste par uger er ved at være helt ude af kontrol. Oppositionen har demonstreret for billigere benzin og fødevarepriser, og regeringen har svaret igen med tåregas og kugler. En konflikt vi ikke har mærket meget til her i Bwindi, men vi så da politiet og de militære køretøjer da vi var i Kampala. Nervøsiteten har dog spredt sig og folk her er nu også påvirkede af konflikten. Meget fornuftigt at vi har valgt en anden vej ud af landet.

I Bwindi efterlader vi os en masse søde og rare mennesker som vi kommer til at savne og som vi forhåbentlig kommer til at kunne holde noget kontakt med. Et er helt sikkert, vi kommer aldrig til at glemme Bwindi og vores fantastiske 3 måneder her...

Besøg fra Danmark, vilde dyr og massere af eventyr

 Så skete der endelig noget; for små to uger siden ankom min mor til Kampala. Amanda og jeg var taget derind natten før med en bus der var mere diskotek en sovebus og som bare racede ud af de ikke særlig gode veje uden at kunne se mere end en meter frem. Faktisk har vi lige fået at vide at den selv samme bus væltede undervejs fra Kampala for to nætter siden, men det var næsten at forvente.

Efter at have vadet rundt i byen hele dagen tog jeg til lufthavnen, hentede min mor og var tilbage igen engang efter midnat. Amanda gentog turen aftenen efter for at hente hendes kæreste, som også havde fået tid til at tilbringe sin påske i Afrika. Vores gæster fik også lov til at prøve Ugandas fantastiske busser på vejen tilbage til Buhoma, men turen er egentlig også god nok når det er lyst og man har noget at kigge på.

På hospitalet blev der taget vældig godt i mod gæsterne. De synes alle sammen at det var mægtig hyggeligt at min mor var kommet og alle skulle da også lige sige at de syntes at vi ligner hinanden. Ikke ligefrem noget jeg normalt hører så tit, men det var da meget sødt. Min mor havde taget nogle ting med til hospitalet som de havde ønsket sig, så der skulle tages billeder af overrækkelsen igen og igen. Jeg havde bedt om nogle dukker til børneafdelingen, som allerede nu er vældig populære og sover i en ny seng hver nat. Min mor var ked af at hun ikke kunne finde nogle mørke dukker, men som vi fortalte hende så er dukkerne blevet godt brune inden måneden er omme.

En elefantfamilie krydser vejen

Her nede bor chimpanserne

Vi havde nogle rigtig fine dage i Bwindi hvor der var tid til at slappe af og vise hvad vi har brugt de sidste par måneder på. Herefter skulle vi på en uges safari rundt i Uganda. Noget Amanda og jeg havde set frem til længe. Det har været lidt underligt slet ikke at have set noget af landet, men bare været i vores egen lille idylliske osteklokke.

Flodheste der hygger sig sammen

Vi startede med at køre nord på til Queen Elizabeth National Park. Allerede på vejen kunne man se et drastisk skift i landskabet og pludselig var der bøfler, antiloper og elefanter rundt omkring. Faktisk så vi ligeså mange dyr uden for parken som inde i den. Vi boede noget afsondret med udsigt over Lake Edward (alle søerne i Uganda er opkaldt efter royale briter). Vi tog på adskillige game drives alle fire, og min mor og jeg tog endvidere på en Chimpanse trekkingtur nede i en klippesprække fyldt med træer. Efter at havde gået i flere timer havde vi egentlig mistet håbet om at se dem, men pludselig kunne man høre dem i det fjerne og vi endte med at løbe igennem skoven, over en flod via en gammel træstamme og pludselig var der en lille gruppe chimpanser lige foran os. Det var noget andet end da vi så gorillaerne, men det var virkelig en god tur.

Bavian der tålmodigt venter på en
banan

 Efter QENP kørte vi videre nord på. Pga. tidsmangel i forhold til at se nogle af de store kratersøer omkring Fort Portal hvor vi skulle sove om natten, kørte vi ud og så hvad der skulle have været en grotte med stalakitter, stalamitter mm, men synes ikke lige jeg kunne genkende beskrivelsen fra vores guidebog da vi endelig så vidunderet, men det var da fint nok at se det. Vi kom også på en mindre gå tur op af en bakke med en fantastisk udsigt over nogle af områdets mindre kratersøer. Næste dag tog vi videre mod Murchison Falls National Park. Denne park er, udover sine mange vilde dyr, kendt for at Nilen løber igennem og specielt for et sted hvor Nilen snævre ind, muligvis det snævreste sted på hele floden, og danner et vildt vandfald. Man får virkelig respekt for naturens kræfter når man ser på det.

Murchison Falls

Løver

Vi var var også på en lille bådtur op af floden for at komme lidt nærmere på de mange flodheste og krokodiller og får at se vandfaldet fra flodsiden. Herefter vendte vi snuden tilbage mod Kampala hvor vores gæster mandag morgen havde fly de skulle nå og vi skulle så bare tilbage til Bwindi.

Vi var godt trætte, for ikke at sige helt vildt smadrede, da vi endelig var hjemme igen.  Nu skal vi forhåbentlig have nogle rolige dage og have sagt farvel til alle før vi i weekenden skal forlade Uganda...

Og så kom solen

Hospitalet set fra oven

Det er begrænset hvor meget nyt vi oplever, eller sådan føles det ihvertfald. Vi står op, går ned på hospitalet, får te, går lidt stuegang, spiser frokost, tjekker op på patienter, tager hjem, læser lidt, skriver mails mm, spiser aftensmad, snakker lidt med hvem der nu er i huset, læser noget mere og går i seng. Altså en helt almindelig hverdag, men med den undtagelse at vi faktisk er i Afrika og er omgivet af en masse anderledes og spændende ting. Noget man næsten kan gå hen og glemme.

Andre har fundet ud af at vi er gode at holde søndag med.

Nå men den eneste dag der adskiller sig fra rutinen er søndag. Søndag er vores fridag og ud over at have fri fra hospitalet er det også vores fridag fra afrika, ment på den måde at huset for det meste er helt tomt og forladt (vi har det helt for os selv), vi laver vores egen mad og kan få lov at være i fred, hvilket virkelig kan være tiltrængt. Afrikanere kender ikke til intimsfære og er man optaget af en bog eller film er det ikke grund nok til at blive ladt alene. Søndag er den dag vi drømmer om at udnytte til fulde, men desværre har vejrhuderne ikke rigtig været med os. Selvom vejret generelt har været ret fantastisk, vi har ikke set meget til regnen i denne regnsæson, så er søndag af en eller anden mærkelig årsag altid overskyet og meget regnfuld, og det til en sådan grad at vi til sidst mistede alt håb og holdt op med at planlægge vores søndage. Sidste weekend skete det så; sol hele dagen. Bikinierne og solcremen kom frem og vi skyndte os ud i haven. Her blev vi grillet som nogle små kebabspyd, men det var skønt endelig at få lidt sol. Når man kan se solen skinne hele ugen, alt imens man er tvunget til at arbejde indendørs, er det virkelig bittert at det regner på ens eneste fridag. I dag vågnede vi så op til endnu en fantastisk søndag. Tricket med ikke at planlægge noget har virket. Uganderne synes dog stadig at vi er underlige når vi sådan opsøger solen, men den er bare så dejlig:)

Det ene hold...

Selvfølgelig får vi også tiden til at gå med andet end solbadning. De fleste søndage tager vi op på Silverback lodgen sammen med det engelske ægtepar der også arbejder på hospitalet. Det sidste stykke er stejlt men med kolde øl og sodavand forude, samt en helt fantastisk udsigt, kan man klare det meste, også selvom man er i dårlig form.

Og det andet...

Sidste søndag var der dog arrangeret fodboldkamp. Alle Ugandere ELSKER fodbold og de går op i det med hud og hår. Hospitalet har to hold delt ind efter afdelinger, som møder hinanden

gang på gang. Lægerne er på hvert deres hold og de havde gået og diskuteret i flere dage omkring sidste kamp. Når der er nogen der taber hernede er der altid hundrede undskyldninger og anklager, så det var blevet bestemt at der skulle en revanche kamp til. Vi pakkede en lille taske og tog med som heppekor. Det viste sig dog langt fra at være nødvendigt da der undervejs i kampen bare kom flere og flere tilskuere til. Den læge, hvis hold tabte, mente dog at tilskuerne var blevet købt af den anden læge for at lægge ekstra pres på hans hold. Gad vide om uganderne nogensinde har hørt hvilken vej der bliver brolagt med dårlige undskyldninger...

Double strike

Som jeg efterhånden har nævnt et par gange bor vi et lille guesthouse, som vi deler med en del. Lægerne kommer her og spiser, dem der laver te/mad til hospitalet forbereder nogle ting her, der er til tider andre gæster og så er der folkene fra Batwa Development Project. Deres kontor ligger i forlængelse af vores hus, men de bruger flittigt huset, terrassen, pavillionen og toilettet... Faktisk har vi haft en del diskussioner om hvad det egentlig er de går og laver, for vi ser dem aldrig gøre andet end at sidde og holde møder. Det er en evig kilde til irritation at der altid sidder en 8-12 ugandere spredt ud over det hele når man mest af alting har lyst til at spise sin frokost i fred og ro. De er dog alle sammen meget søde og meget sociale.

Der blev lavet ild på spejdermanér

En af de ældste

For et par dage siden var der så en af dem der spurgte Amanda om vi mon havde lyst til at komme med dem op til Batwa community centeret hvor der skulle være bueskydnings konkurrence. De manglede nemlig nogle Mzunguer de kunne konkurrere mod. Vi har længe ville besøge centeret som ligger et stykke oppe af et af de omkringliggende bjerge, så imorges troppede vi villigt op iført et tykt lag solcreme (selvfølgelig står solen højt på himlen på en tirsdag og det regner altid søndag når vi har fri) og vores trekkingstøvler. Det var en noget blandet skare der skulle med, da det viste sig at det var alle medarbejderne og de er ikke alle lige fitte hvis vi skal sige det pænt.

Børnene fandt os mere interessante
end guden

En af deres mere uhyggelige
guder kom forbi

Afsted kom vi og et lille stykke op af bjerget på grænsen til batwaernes land (Dr scott grundliggeren af projectet og hospitalet har købt en del land til Batwaerne da deres eget blev taget fra dem og lavet til nationalpark) blev vi mødt af 6 ældre batwaer klædt i oprindeligt tøj. De skulle følge os op af bjerget samtidig med at de fortalte om deres kultur og historie, vel og mærke på Luchika, så der blev tolket for at vi kunne være med. Vi havde ikke regnet med at vi sådan skulle præsenteres for hele den tur som turister normalt er på når de besøger centeret (og som de betaler en del for), men det blev vi. Vi fik også, før vi kom for langt op, fortalt hvordan vi skulle forholde os til de forskellige dyr vi kunne risikere at støde på, heriblandt vilde gorillaer. Altså gorillaer der ikke er medlem af de familier man normalt trekker i skoven og som derfor ikke er vandt til mennesker. På vej op af bjerget var der da også mange tydelige spor efter gorillaer. Store nedtrampede områder og andre efterladenskaber. Halvvejs oppe kunne vi også høre dem og se budskabet bevæge sig. Jeg fik set ryggen af to store dyr og en anden spisende, men dog kun på afstand.

Vaskeægte bekymring

Batwa dreng

Da vi endelig nåede frem var vi godt svedige for solen havde skinnet uafbrudt. Vi blev budt på sang, dans og historiefortælling. Fik vist deres forskellige huse og hvordan de jagede med fælder, spyd, bue og pil. Så blev der sat frokost på bordet og der var blevet slagtet en ged i dagens anledning. Så vi fik også lært at spise matoke og ged med fingrene ligesom de lokale gør og os som bare troede vi skulle op og skyde med bue og pil. Det blev da også det næste, og sidste, på programmet. Batwaerne tog det meget seriøst, med stenansigter og tænksomhed over valg af både bue og pile. Man fik tre pile og så gjaldt det om at ramme en træ udskåret daika (en blanding mellem en ged og et rådyr tror vi) flest gange eller komme tættest på. Der blev hujet, grinet og buet til den store guldmedalje. Vi var nu ikke særlig overbevisende i vores præstationer, men det lykkedes da mig at få et halvt point (3 var max og vinderen fik 2 så det var rimeligt...). Det var en unik oplevelse og den mindst turistede måde at opleve noget meget turistet på. Og tænk så engang, da vi gik ned igen fik vi øje på en enorm silverback. Igen på afstand, men helt ærligt, hvad er chancen...

Hvor heldig har man lov at være

På sporet af gorillaerne

Indtil videre har vi kun været på én større tur væk fra hospitalet til en meget smuk sø i den sydlige del af landet, hvor vi fik mulighed for at mærke hvordan det føles at være turister = rige muzunguer i afrika. Vi har ikke været på safari endnu, men gemmer det til vores videre rejse rundt, og til vi får gæster i midten april. En ting der dog har været meget snak og debatteren omkring er de famøse bjerggorillaer. Den eneste population af bjerggorillaer i verden lever nemlig lige her hvor vi bor. Der er omkring 700 fordelt på en masse mindre familier. Halvdelen bor her i bwindi og resten i Rwanda og tildels Congo, hvis de får lyst til at tage over grænsen. Som en enestående oplevelse kan man få lov at trekke igennem junglen indtil gorillaer og være sammen med dem en times tid. Dette er selvsagt noget vi meget gerne ville opleve, men desværre koster turen alene 500$, hvilket ikke ligefrem er småpenge...

Og hvor er så gorillaerne

Vi havde fået at vide at det var muligt at købe tilladelser (kun 8 personer må besøge hver familie om dagen så der kræves forbookede tilladelser)  til halvpris når folk ikke mødte op mm. I øjeblikket er det lav sæson og kun en håndfuld turister er her hver dag, så man skulle tror at det var muligt at få noget rabat, men nej. Kun tillladelser der allerede er blevet solgt kan sælges igen til billigere penge. Vores logik siger os at 250$ er bedre end ingen penge, men der er uganderne uenige. Heraf den meget snak om gorillaer og hvad vi så skulle gøre.

Lille våd gorilla

De sidste par dage har der boet et par canadiere og en amerikaner i vores guesthouse og to af dem bestemte sig for at betale den fulde pris og gå op og se gorillaer. Da vi gik til frokost kom de tilbage og kunne fortælle at en af gorillafamilierne var gået uden for parken og om formiddagen havde været ved en af lodgene. På trods af regn bestemte vi os for at det var værd at tage op og se om de stadig var der.  Lodgen har anlagt en mindre gåtur langs floden, hvor vi havde fået at vide at gorillaerne var blevet set, så vi aftalte med personalet at vi ville gå en lille tur og så komme op og få drinks. Vi tog vores tid og så da også flere tegn på at gorillaerne havde været der, men ingen gorillaer:( Så efter en times tid satte vi os op og fik forbløffende billige drinks, efter at vi havde sagt at vi betalte med shillings, ikke dollars. 

Mor og barn

Vi ventede til regnen holdte op og bestemte os så for at gå den lille tur igen for motionens skyld. Netop som vi snakkede om hvor ærgerligt det dog var at vi var gået glip af gorillaerne fik vi øje på den første lille sorte pelsklump der hang ned fra et træ i det fjerne. Vores hjerter begyndte at banke og adrenalinen pumpede rundt da vi begyndte at ane raslen i buskadset, knækkende grene og sorte skikkelser. Og pludselig gik først den ene og herefter resten af den mindst 15 stk store familie lige ud foran os. Som en af de første kom den (virkelig) store silverback ud alt for tæt på os, hvilket fik os til at rykke meget tæt sammen og bakke et par meter. Den næste lille times tid tilbragte vi, alene, omringet af gorillaer, som dog tydeligvis var vandt til opmærksomheden. Enkelte strøg helt tæt forbi os, andre betragtede os imens de kørte den ene omgang blade ind efter den anden. En helt unik naturoplevelse som ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har prøvet. Den endte dog da dyrene fortsatte ind i lidt mindre venligt krat, men det var heldigt nok, da jeg ellers ikke tror vi ville have forladt dem.

Vi er stadig helt høje for ikke at sige ekstatiske efter oplevelsen og kan slet ikke forstå at det virkelig skete, og oven i det kommer så at vi slet ikke skulle betale for det... Hvor heldig har man dog lov at være...

Gorillaer er ikke glade for regn

Find en gorilla

Kærlighed ved første blik

En helt almindelig dag

Adult ward

Har indtil videre mest fortalt omkring diverse ture, så nu er det vidst ved at være tid til at fortælle om hospitalet og vores dagligdag her…

Vi står op omkring 07.15 gør os klar og forbereder den ene del af vores morgen mad, inkl vand til kaffen. Det skal her nævnes at den kok der er ansat til at lave mad til os også skal stå for morgenmaden. Problemet er at han er et klart B mennesker der på ingen måde kan se fordele i at stå tidligt op og lave mad til os, så de første par uger, for ikke at sige stadigvæk, har vi haft en lille kamp kørende. Da vi ankom hintede han at de piger der var her før os lavede deres egen omelet, men det har vi pænt valgt at ignorere. Vi har derfor troligt hver morgen drukket kaffe og spist brød når han ankom et kvarter før vi skulle møde, hvorefter det første vi sagde var hvordan vi ville have vores æg. Vores udholdenhed og nogle andre klager har forårsaget at vi for det meste har hele vores morgenmad kl 07.45 og derfor lige kan nå ned til starten af morgensamlingen uden at løbe afsted.

Det er svært at argumentere mod!

Hospitalets personale og diverse patienter og pårørende mødes kl 08.00 til fællessang. Med fællessang er det ikke som derhjemme med en fin salme, nej det er rigtig musik med trommespil, klappen og til tider dans:) Sangen tilbeder stadig gud, jesus mfl, men det er nemt at ignorere når man ikke forstår Lukiga. Her skal det nævnes at i vores lille del af Uganda taler de ikke swahili som vi håbede og vores bøger til selvstudie af sproget har vist sig værdiløse.  Der tales som sagt Lukiga et niche sprog der kun tales i dette område og f.eks ikke forstås i Kampala. Vi forsøger at lære en smule, men vi kommer ikke til selv at kommunikere med patienterne medmindre de snakker engelsk, som jo faktisk er det officielle sprog.

Ventende patient

Når men tilbage til morgensamlingen. Efter sangen går vi over til den noget mindre interessante tilbedning af gud, bibelhistorier, jesus, simpelthen alt med kristendom at gøre.  I mens vi har været her er denne del af samlingen langsomt blevet længere og længere. Til at starte med snakkede vi om, om vi mon syntes det ville være mere spændende hvis det foregik på engelsk, hvad det ikke gør så ofte, men der gik ikke mange dage før vi også prøvede det og nej, det var bestemt ikke bedre. Det værste er at de ligesom opildner hinanden, så historierne bliver længere og længere og mere og mere frelste. Heldigvis er det ikke alle her der er lige religiøse. Specielt de to yngre læger som vi har mest med at gøre har ikke meget til overs for religion, men også mange andre praksis’er er fleste andre ugandere følger. På mange måder er de meget vestlige i deres måde og tænke på, og så alligevel ikke helt. Har ihvertfald haft en noget ophedet diskution med den ene omkring adopterede vs biologiske børn, men også mænd og bleskift, som han sjov nok ikke synes var noget for ham. Meget interesant...

Ventende patient

Ventende patient

Efter morgenbønnen, hvis man kan kalde den det, er det tid til communications. Er der sket noget specielt eller er der nogen der skal på outreach, er det her man får besked. Efter morgensamlingen hilser man på hinanden og alt afhængig af dagen er der undervisning, gennemgang af guidelines, departemental meating eller lign indtil 09.30-10.00. Dette er som oftest dødens pølse. Alting bliver mumlet og ting bliver penslet ud som man ville forvente at uddannede folk vidste. Oftest skændes de om petitesser i timevis og bliver enige om at fortsætte i næste uge når tiden er brugt. Det forventes dog at vi er der som del af det kliniske personale, men vi er begyndt at tage lærerbøger med og kan så opfriske lidt teori. 

Bagefter plejer vi at nyde solen et øjeblik før vi går over på vores respektive afdelinger for, forhåbentlig, at komme igang med stuegang. Der er dog te imellem 10.30-11.30, hvilket er det første måltid de fleste af uganderne får, så vi er sikre på at blive afbrudt, hvis altså vi er kommet i gang. Der er mærkeligt nok altid tusind ting der lige skal gøres samtidig med stuegang, men så læser man journalerne igennem eller lign. Typisk gås der stuegang til 13.00-13.30, hvor det så er blevet tid til frokost. Allerede her kan man jo godt se at det er begrænset hvad der bliver lavet i løbet af formiddagen. 

Ventende patient

Torsdag i OPDen

Mange af uganderne har en lidt lad attitude og er der ting der skal gøres skal man sørge for at sige det flere gange og helst med lidt styrke bag ordene. Tingene skal nok blive gjort på et tidspunkt, men ikke nødvendigvis af den man beder om det og det ved de. Hvis bare de venter længe nok er der nok en anden der gør det. Her må jeg hellere lige indskyde at sygeplejerskens  job ikke har noget med pleje at gøre, det har man familie til. Familien sørger for al hygiejne, mad til patienten, skift af sengetøj mm. Og har du ingen familie er det bare ærgerligt. Så er du nemlig ikke sikker på at få mad. Sygeplersken sørger for medicin og hvis man er heldig bliver værdierne også taget, ihvertfald hvis man beder om det flere gange. Nogle er helt sikkert værre end andre, men patienternes personlig pleje er ikke noget der står i jobbeskrivelsen.  Alt afhængig af hvem der er på vagt går vi stuegang med en af lægerne eller alene. På marked dage går vi i OPDen som er en blanding af skadestue og alm. praksis, da det er på disse dage der er flest patienter da de faktisk kan komme til hospitalet. Om fredagen er der planlagte operationer, mest hernier og om lørdagen grand rounds hvor alt klinisk personale går stuegang på de patienter man ikke helt kan finde ud af. Vi kan få lov til det meste, men det kræver ofte at man er der når der sker noget og det er ikke så tit man faktisk er det. Vi har dog planer om at gøre dem endnu mere opmærksomme på havd det egentlig er vi synes er interessant. Det var bare en hurtig gennemgang af vores hverdag. Så må jeg gå lidt mere i detaljer en anden gang...

Hvad er egentlig en storby?

Længe ventede supermarked
lige i nærheden

I de snart 4 uger vi har været i Afrika har vi ikke været i nærheden af noget der ligner en civiliseret by. Vi har været på outreach, men et har været endnu længere ude på landet end Bwindi, hvis det overhovedet er muligt, så glæden var stor da vi i tirsdags blev inviteret med til Kihihi hvor vores tandlæge venner skulle i lokalradioen for at tale om carries hos børn. Kihihi er den største by i nærheden og den eneste med en benzintank og en bank, og havde vi ladet os fortælle, et mindre supermarked.

Kliniken

 Vi tog afsted allerede ved fem tiden og det viste sig hurtigt at bilen skulle fyldes op. Transport er dyrt så en del af de ansatte udnyttede muligheden for at besøge familie. Vi endte med at være 15 og det inkluderede at Amanda fik et par på skødet og at flere af uganderne sad oven på hinanden, men det var utrolig hyggeligt:)
Før vi skulle til Kihihi måtte vi dog lige en smuttur forbi Buymba, en klinik under hospitalet, som ligger en lille times tid fra Bwindi. Der var den mest fantastisk udsigt og de ansatte var virkelig glade for at få besøg og for at få mulighed for at vise rundt på deres klinik. Efter et kort besøg fortsatte vi så mod Kihihi.

Udsigt fra buymba

Det første vi støtte på som ledte vores tanker hen på stor by var asfalt. Vi har bumpet rundt på diverse grusveje, så det at køre på en helt alm. vej var helt fantastisk. Herudover var der deciderede butikker der solgte videoer, tøj, elektronik mm. Og så selvfølgelig supermarkedet... Her havde de et udvalg af kiks og chokolade vi ikke har set mage til og desuden kunne man få ost. Vi følte virkelig at vi var kommet til storbyen og det selvom byen faktisk kun består af en blok af huse.

Vores venner live fra Kihihi

Da vi havde fået kigget færdig, det var efter mørkets frembrud så det var begrænset hvad vi kunne se, blev vi inviteret med ind i radio studiet. Tror mest det var for værtens skyld, han ville ihvertfald gerne giftes med os begge fandt vi ud af bagefter, men det vil de fleste faktisk hvis man spørger dem.
Alt i alt en begivenhedsrig dag. Der skal virkelig ikke meget til når man bor så langt væk fra alting som vi gør...