Goodbye Bwindi

Harmony, Anxious og jeg

Nu er det pludselig forbi. Vi har været i Uganda i 3 måneder, vores visum udløber på søndag og det er tid til at tage videre. Det er med meget blandede følelser at vi tager afsked. Vi har elsket at være her og oplevelsen har været unik, men alt godt har en ende og det skal nok blive interessant at prøve noget nyt.
Vi fik fornemmelsen af hvordan det vil være at rejse rundt i Afrika uden fast base, da vi i sidste uge var på tur rundt i Uganda. Vi hadede at alle folk opfattede os som rige muzunguer og at alle prøvede at snyde os og presse os for penge. De fleste opdagede dog at vi ikke er sådan at narre og tror da også at der er nogen der ømmer sig endnu efter mødet med de to hårde hvide piger...

Stella, en af mine ynglings unger

Imorgen drager vi mod Rwanda, det første skridt imod Dar Es Salaam og flyturen hjem.
Alle her var så nervøse for om vi skulle forbi Kampala, da de demonstrationer der er foregået der i de sidste par uger er ved at være helt ude af kontrol. Oppositionen har demonstreret for billigere benzin og fødevarepriser, og regeringen har svaret igen med tåregas og kugler. En konflikt vi ikke har mærket meget til her i Bwindi, men vi så da politiet og de militære køretøjer da vi var i Kampala. Nervøsiteten har dog spredt sig og folk her er nu også påvirkede af konflikten. Meget fornuftigt at vi har valgt en anden vej ud af landet.

I Bwindi efterlader vi os en masse søde og rare mennesker som vi kommer til at savne og som vi forhåbentlig kommer til at kunne holde noget kontakt med. Et er helt sikkert, vi kommer aldrig til at glemme Bwindi og vores fantastiske 3 måneder her...

Besøg fra Danmark, vilde dyr og massere af eventyr

 Så skete der endelig noget; for små to uger siden ankom min mor til Kampala. Amanda og jeg var taget derind natten før med en bus der var mere diskotek en sovebus og som bare racede ud af de ikke særlig gode veje uden at kunne se mere end en meter frem. Faktisk har vi lige fået at vide at den selv samme bus væltede undervejs fra Kampala for to nætter siden, men det var næsten at forvente.

Efter at have vadet rundt i byen hele dagen tog jeg til lufthavnen, hentede min mor og var tilbage igen engang efter midnat. Amanda gentog turen aftenen efter for at hente hendes kæreste, som også havde fået tid til at tilbringe sin påske i Afrika. Vores gæster fik også lov til at prøve Ugandas fantastiske busser på vejen tilbage til Buhoma, men turen er egentlig også god nok når det er lyst og man har noget at kigge på.

På hospitalet blev der taget vældig godt i mod gæsterne. De synes alle sammen at det var mægtig hyggeligt at min mor var kommet og alle skulle da også lige sige at de syntes at vi ligner hinanden. Ikke ligefrem noget jeg normalt hører så tit, men det var da meget sødt. Min mor havde taget nogle ting med til hospitalet som de havde ønsket sig, så der skulle tages billeder af overrækkelsen igen og igen. Jeg havde bedt om nogle dukker til børneafdelingen, som allerede nu er vældig populære og sover i en ny seng hver nat. Min mor var ked af at hun ikke kunne finde nogle mørke dukker, men som vi fortalte hende så er dukkerne blevet godt brune inden måneden er omme.

En elefantfamilie krydser vejen

Her nede bor chimpanserne

Vi havde nogle rigtig fine dage i Bwindi hvor der var tid til at slappe af og vise hvad vi har brugt de sidste par måneder på. Herefter skulle vi på en uges safari rundt i Uganda. Noget Amanda og jeg havde set frem til længe. Det har været lidt underligt slet ikke at have set noget af landet, men bare været i vores egen lille idylliske osteklokke.

Flodheste der hygger sig sammen

Vi startede med at køre nord på til Queen Elizabeth National Park. Allerede på vejen kunne man se et drastisk skift i landskabet og pludselig var der bøfler, antiloper og elefanter rundt omkring. Faktisk så vi ligeså mange dyr uden for parken som inde i den. Vi boede noget afsondret med udsigt over Lake Edward (alle søerne i Uganda er opkaldt efter royale briter). Vi tog på adskillige game drives alle fire, og min mor og jeg tog endvidere på en Chimpanse trekkingtur nede i en klippesprække fyldt med træer. Efter at havde gået i flere timer havde vi egentlig mistet håbet om at se dem, men pludselig kunne man høre dem i det fjerne og vi endte med at løbe igennem skoven, over en flod via en gammel træstamme og pludselig var der en lille gruppe chimpanser lige foran os. Det var noget andet end da vi så gorillaerne, men det var virkelig en god tur.

Bavian der tålmodigt venter på en
banan

 Efter QENP kørte vi videre nord på. Pga. tidsmangel i forhold til at se nogle af de store kratersøer omkring Fort Portal hvor vi skulle sove om natten, kørte vi ud og så hvad der skulle have været en grotte med stalakitter, stalamitter mm, men synes ikke lige jeg kunne genkende beskrivelsen fra vores guidebog da vi endelig så vidunderet, men det var da fint nok at se det. Vi kom også på en mindre gå tur op af en bakke med en fantastisk udsigt over nogle af områdets mindre kratersøer. Næste dag tog vi videre mod Murchison Falls National Park. Denne park er, udover sine mange vilde dyr, kendt for at Nilen løber igennem og specielt for et sted hvor Nilen snævre ind, muligvis det snævreste sted på hele floden, og danner et vildt vandfald. Man får virkelig respekt for naturens kræfter når man ser på det.

Murchison Falls

Løver

Vi var var også på en lille bådtur op af floden for at komme lidt nærmere på de mange flodheste og krokodiller og får at se vandfaldet fra flodsiden. Herefter vendte vi snuden tilbage mod Kampala hvor vores gæster mandag morgen havde fly de skulle nå og vi skulle så bare tilbage til Bwindi.

Vi var godt trætte, for ikke at sige helt vildt smadrede, da vi endelig var hjemme igen.  Nu skal vi forhåbentlig have nogle rolige dage og have sagt farvel til alle før vi i weekenden skal forlade Uganda...

Og så kom solen

Hospitalet set fra oven

Det er begrænset hvor meget nyt vi oplever, eller sådan føles det ihvertfald. Vi står op, går ned på hospitalet, får te, går lidt stuegang, spiser frokost, tjekker op på patienter, tager hjem, læser lidt, skriver mails mm, spiser aftensmad, snakker lidt med hvem der nu er i huset, læser noget mere og går i seng. Altså en helt almindelig hverdag, men med den undtagelse at vi faktisk er i Afrika og er omgivet af en masse anderledes og spændende ting. Noget man næsten kan gå hen og glemme.

Andre har fundet ud af at vi er gode at holde søndag med.

Nå men den eneste dag der adskiller sig fra rutinen er søndag. Søndag er vores fridag og ud over at have fri fra hospitalet er det også vores fridag fra afrika, ment på den måde at huset for det meste er helt tomt og forladt (vi har det helt for os selv), vi laver vores egen mad og kan få lov at være i fred, hvilket virkelig kan være tiltrængt. Afrikanere kender ikke til intimsfære og er man optaget af en bog eller film er det ikke grund nok til at blive ladt alene. Søndag er den dag vi drømmer om at udnytte til fulde, men desværre har vejrhuderne ikke rigtig været med os. Selvom vejret generelt har været ret fantastisk, vi har ikke set meget til regnen i denne regnsæson, så er søndag af en eller anden mærkelig årsag altid overskyet og meget regnfuld, og det til en sådan grad at vi til sidst mistede alt håb og holdt op med at planlægge vores søndage. Sidste weekend skete det så; sol hele dagen. Bikinierne og solcremen kom frem og vi skyndte os ud i haven. Her blev vi grillet som nogle små kebabspyd, men det var skønt endelig at få lidt sol. Når man kan se solen skinne hele ugen, alt imens man er tvunget til at arbejde indendørs, er det virkelig bittert at det regner på ens eneste fridag. I dag vågnede vi så op til endnu en fantastisk søndag. Tricket med ikke at planlægge noget har virket. Uganderne synes dog stadig at vi er underlige når vi sådan opsøger solen, men den er bare så dejlig:)

Det ene hold...

Selvfølgelig får vi også tiden til at gå med andet end solbadning. De fleste søndage tager vi op på Silverback lodgen sammen med det engelske ægtepar der også arbejder på hospitalet. Det sidste stykke er stejlt men med kolde øl og sodavand forude, samt en helt fantastisk udsigt, kan man klare det meste, også selvom man er i dårlig form.

Og det andet...

Sidste søndag var der dog arrangeret fodboldkamp. Alle Ugandere ELSKER fodbold og de går op i det med hud og hår. Hospitalet har to hold delt ind efter afdelinger, som møder hinanden

gang på gang. Lægerne er på hvert deres hold og de havde gået og diskuteret i flere dage omkring sidste kamp. Når der er nogen der taber hernede er der altid hundrede undskyldninger og anklager, så det var blevet bestemt at der skulle en revanche kamp til. Vi pakkede en lille taske og tog med som heppekor. Det viste sig dog langt fra at være nødvendigt da der undervejs i kampen bare kom flere og flere tilskuere til. Den læge, hvis hold tabte, mente dog at tilskuerne var blevet købt af den anden læge for at lægge ekstra pres på hans hold. Gad vide om uganderne nogensinde har hørt hvilken vej der bliver brolagt med dårlige undskyldninger...